Tip os log ind
  • 1/: Uffe Henneberg er formand for Gludsted Friskole, der også er inde i en positiv udvikling. På et tidspunkt var den med blot 60 elever truet af lukning, men i dag har friskolen omkring 100 elever.
    Foto: Flemming Thulstrup
  • 1/: Det er vigtigt med nye udstykninger, hvis Gludsted skal udvikle sig. Der er gennem de seneste år sket en pæn tilflytning, og nu er der bare en enkelt byggegrund tilbage i byen.

Gludsted tæt på sejren

Landsbyen er med i den endelige finale, og det er Uffe Henneberg, der står bag indstillingen
02. august 2018, 11.38

Hvis man spørger den tidligere borgmester for Nørre Snede Kommune Uffe Henneberg, så er han ikke et øjeblik i tvivl.

Gludsted er den bedste landsby i Danmark.

Derfor har han også indstillet landsbyen til den fornemme titel, og Gludsted er kommet langt i konkurrencen - faktisk har man sikret sig en podieplads.

Gludsted udgør sammen med Ryslinge på Fyn og øen Fejø i Lolland Kommune finalefeltet, og i slutningen af denne uge vil bedømmelseskomitéen med tidligere minister Carsten Hansen i spidsen besøge de tre finalister for ved selvsyn at give de tre lokaliteter karakter og efterfølgende kåre årets landsby.

Den fornemme titel tilfaldt sidste år den sjællandske landsby Vallekilde.

Titlen som årets landsby uddeles i år for 22. gang.


Pionerånden tilbage

Og Gludsted tager sig ganske nydelig ud, når man kører gennem gaderne.

Landsbyen er med sine omkring 125 husstande til at overse, og alligevel udgør det lille samfund en samlet hele med sine 300 indbyggere. Hertil kommer så omkring 200 borgere i det naturlige opland til Gludsted.

- Jeg synes, at det nu var tiden. Der er sket rigtig mange fremskridt i Gludsted over et spænd af år, fortæller Uffe Henneberg, der i al beskedenhed står bag en rigtig pæn del af de mange tiltag, der har fundet sted i Gludsted.

Han har indstillet sin egen by til prisen, idet han mener, at det nu er på tide at genskabe den pionerånd, der gennem mange år har præget landsbyen, der er placeret stort set midt i Ikast-Brande Kommune.

- Der er gennem de senere år kommet en del nye til, og det er dejligt. Mange af dem er dog børnefamilier, og her er der nok at se til og i mange tilfælde i en grad, så der ikke er overskud til at indgå i de mange sammenhænge, som et fællesskab i en landsby bygger på. Jeg tænker, at hvis man bosætter sig i en landsby, så gør man det også for at være en del af fællesskabet, så det her skal også ses som en måde at få Gludsted til at stå endnu mere sammen, siger Uffe Henneberg.


Flere udstykninger

Han og hustruen Jane har om nogen stået forrest, når det handlede om at søsætte initiativer i Gludsted. Blandt andet er den tidligere landmand formand for friskolen i landsbyen, mens Jane Henneberg trækker et stort læs i arbejdsgruppen bag The International Art Workshop, der hver sommer sætter Gludsted på det kulturelle landkort, når danske og internationale kunstnere for et par uger bosætter sig i Gludsted.

Parret har tidligere drevet en gård udenfor Gludsted, men har de seneste år boet i selve landsbyen.

- Jeg er stolt af min by, og det har allerede affødt en vis opmærksomhed, at vi er nået så langt, siger Uffe Henneberg, der ikke er den eneste, der har øje for Gludsteds fortræffeligheder.

Mange børnefamilier er flyttet til landsbyen på grund af den gode omtale samt en velfungerende børnehave og friskole.

Det har dog også medført, at det er tyndet gevaldigt ud i udstykninger.

Der var for blot et par år siden 14 udstykninger i storparceller, men nu er der blot en enkelt tilbage.

- Her må man fra politisk side sørge for, at der fortsat er mulighed for, at Gludsted kan udvikle sig. Det er en nødvendighed for et samfund som vores, siger Uffe Henneberg.


Ordet er dit



Mere Gludsted