Tip os log ind

Lydavisen trues atter af lukning

Der efterlyses flere frivillige
14. august 2018, 20.31

lydavis Forleden tog Ikast-Brande Lydavis hul på 2. årgang med frivillig arbejdskraft.

Lydavisen er et tilbud til kommunens blinde og svagtseende, som på denne måde en gang ugentligt kan blive opdateret på, hvad der rører sig i deres lokalområde.

I forbindelse med besparelser på biblioteksområdet blev lydavisen nedlagt i starten af 2017, men for et år siden genoplivede en lille kreds af frivillige lydavisen, som dermed nåede at være sat på pause i et halvt år.

Siden er staben blevet udvidet med yderligere to oplæsere, men det er trods henvendelser til flere forskellige interesseorganisationer i Brande-området endnu ikke lykkedes at finde nogen til at assistere med færdiggørelsen af lydavisen. Derfor har man i første omgang set sig nødsaget til at nøjes med at lade lydavisen udkomme hver anden uge.

Da lydstudiet og udstyret til at mangfoldiggøre lydaviserne er placeret på Brande Bibliotek, efterlyser man primært hjælp fra personer bosiddende i Brande-området.

Der kræves ingen særlige forudsætninger udover muligheden for at afsætte et par timer til formålet hver eller hver anden onsdag eftermiddag, oplyser Carsten Dalgaard, der udover at være medlem af Ældrerådet er blandt de fire frivillige, der har været med siden (gen-)starten.

Lykkes det ikke at finde en eller flere frivillige, kan det i yderste konsekvens komme til at betyde, at lydavisen, som i øjeblikket har knap 50 modtagere, må lukke igen.


Ordet er dit



Mere Brande