Tip os log ind
  • 1/: Billedet er ikonisk. Det er fra receptionen, hvor Steen Hebsgaard siger farvel og byder Kim Kristensen velkommen på Herning Folkeblad tilbage i 1993. I midten ses nu afdøde journalist Per Schou, der var ansat på redaktionen.
    Foto: Ole Lauritsen
  • 1/: Af og til har Steen Hebsgaards arbejdsiver betydet, at han har været meget væk fra familien. Til gengæld har familien stort set altid fået en glad mand hjem efter endt arbejdsdag: »Det har været 25 fantastiske år i mødet med mennesker og begivenheder«, siger chefredaktøren.
    Foto: Flemming Hansen

Ikasts rullende Steen når flot milepæl

65-årige Steen Hebsgaard har været redaktør på byens ugeavis i et kvart århundrede. Mr. Ikast spekulerer over fremtiden
15. august 2018, 14.15

Ikast-Brande Der er to store passioner i Steen Hebsgaards liv - ud over hans familie: Musik og journalistik.

Steen Hebsgaard elsker musik, og i mere end 25 år har han skrevet avis uden filter. Ved siden af sit arbejde som chefredaktør på Ikast Avis har Steen Hebsgaard nemlig rullet rundt i alle afkroge af Ikasts musikliv. Steen Hebsgaard har endda haft overskud til at yde så energisk en indsats, at han tre gange har modtaget hæder i form af Ikast Bys Initiativpris.

Fra 1980 og tretten år frem arbejdede Steen Hebsgaard på Herning Folkeblads Ikast-redaktion, men det stoppede 1. august 1993, hvor han blev stjålet, som han siger. Fra Herning Folkeblad rykkede han til den direkte konkurrent Ikast Avis. Et skifte, der gav ham knubs, men som også i dag gør, at mit første spørgsmål til den aktive herre er, hvordan det er at se tilbage på et kvart århundrede som Mr. Ikast?

- Det er overraskende, at der er gået 25 år. Det er næsten chokerende. Tiden går så hurtigt, men at jeg har været her i så lang tid gør også, at jeg føler mig meget privilegeret, siger han.

Steen Hebsgaard var glad for sit job på Herning Folkeblad, men en kold vinteraften i 1993 blev han i al hemmelighed overtalt til at skifte til Ikast Avis. Udenfor byen, på Grønhøj Kro, væk fra nysgerrige blikke, hev direktør på Ikast Avis, Bo Jensen, fat i Steen Hebsgaard, og fortalte ham at han ville sætte ham i spidsen som redaktør for Ikast Avis. Her taler vi Ikasts svar på at skifte fra FC Barcelona til Real Madrid.

Med sommerfugle i maven tog Steen Hebsgaard imod tilbuddet, vendte kollegerne på Herning Folkeblad ryggen og startede hos konkurrenten. Her i midt-90erne udkom ugeavisen Ikast Avis tre gange, mens Herning Folkeblad var et dagblad, så de to aviser kæmpede om samme historier indenfor et relativt begrænset geografisk område. Steen Hebsgaard kalder konkurrencen »intens«. I dag er de to mediehuse fusioneret, men dengang var samarbejdet mildt sagt begrænset:

- Jeg var betænkelig ved det. På Herning Folkeblad havde vi et indtryk af, at ugeaviser kun trykte pressemeddelelser og pleasede annoncørerne. Mit klare mål fra dag ét efter skiftet blev derfor, at jeg ville lave en underholdende, oplysende, konstruktiv kritisk og debatskabende ugeavis. Ved at skabe en interessant avis, får annoncørerne jo også deres budskab bedre ud, siger han.

Den målsætning har Steen Hebsgaard stadig i dag, og han opfylder den ved hjælp af en konservesdåse med luft.


Drama endte med venskab

Yderst på Steen Hebsgaards skrivebord i det store hjørnekontor med åbne franske døre står en helt særlig "Dåse med redaktionsluft". Konservesdåsen fik han af journalisterne fra Herning Folkeblad, da han rejste. Dåsen minder Steen Hebsgaard, om at hans udgivelser aldrig må blive konsistensløse.

- Den står der altid, så jeg kan se den. Jeg kan kigge på den, når jeg kommer i tvivl. Hvis jeg eksempelvis kommer i tvivl, om vi er ved at skrive det, som nogle vil kalde luderjournalistik, selvom jeg ikke selv bryder mig om det udtryk. Altså at vi skriver om nogen, blot fordi de har økonomisk magt. Vi må ikke blive afhængige af kun at skrive om det folk, vil have os til at skrive om. Så er vi jo ikke en avis. Vi skal være uafhængige, siger jubilaren.

Idemanden bag dåsen er kollegaen Kim Kristensen, der i dag sidder lige over for Steen Hebsgaard i redaktionslokalet, men som ellers i tyve år var hinandens arbejdsmæssige ærkerivaler. De to lå indtil fusionen i år 2013 i en voldsom kamp om de samme nyheder som lokale redaktører for hver deres medie. En kamp der til tider blev personlig, fortæller de begge. Efter sammenlægningen, hvor Herning Folkeblad købte Ikast Avis, har de to immervæk fundet fælles fodslag, selvom Steen Hebsgaard ikke fra starten troede det ville blive nemt:

- Konsekvensen blev, at lige pludselig skulle Kim og jeg til at sidde sammen. Vi har ikke altid været perlevenner, og i starten følte vi hinanden lidt på tænderne. Med sammenlægningen fik vi, Kim og jeg, lige meget at sige redaktionelt, for ellers ville det ende i slagsmål mellem to løver. Der skete så det forunderlige, at i bund og grund er vi fuldstændig ens. Vi har begge den samme holdning til journalistik, og sjældent har vi haft det så godt sammen, som vi har nu, forklarer han.


Afgørende svigerfars-snak

Steen Hebsgaard har med god hjælp fra sin kone, Karen Hebsgaard, fået tre børn, som igen har givet chefredaktøren indtil videre fire børnebørn - som han er fuldstændig vilde med. Faktisk kunne rigtig meget også arbejdsmæssigt have set anderledes ud, hvis Steen Hebsgaard ikke havde brændt sig lun på sin kone, som han mødte som ungkarl i fødebyen Holstebro. Her fik han et afgørende råd fra svigerfaren:

- Min svigerfar tog fat i mig. Hør, er du ikke mere interesseret i min datter, end du er i studiet, spurgte han. På det tidspunkt læste jeg medicin på Aarhus Universitet. Han kunne godt se, jeg ikke kunne passe det, fordi jeg var i Holstebro så tit, smiler Steen Hebsgaard.

Blandt andet derfor droppede Steen Hebsgaard ud af medicinstudiet. Senere begyndte han på journalisthøjskolen, hvor han i løbet af sin studietid også fandt plads til at blive viet med sin kone Karen Hebsgaard, som han har holdt sammen med siden.


Vil undgå stress

Den lille familie slog sig ned i Ikast, selvom Steen Hebsgaard mente, at byen på dette tidspunkt var et kulturelt fattigt sted. Kulturentusiasten i ham blev derfor pirret af udfordringen med at bygge et kreativt miljø i tekstilbyen, og journalisten i ham fandt sig hurtigt til rette bag skrivemaskinen.

- Der var virkelig en mulighed for i Ikast at opdyrke noget kulturelt, og det viste sig, at der var nogle mennesker i byen, der havde samme ideer, siger Steen Hebsgaard, der blandt meget andet står som medstifter af Kulturelt Samråd, Musikskolen i Ikast, Kulturhuset Bakkehuset og senere Ikast Musikliv.

Hver hverdag når klokken viser 06.00 er Steen Hebsgaard allerede gået i gang med dagens arbejde. Det sker yderst sjældent at Hebs, som han populært kaldes, ikke er suverænt første mand på kontoret. På ensom maner begynder han morgenen med frisk kaffe og fred og ro. Selvom han møder, før fanden får sko på, får det ham ikke altid til at gå før hjem end resten af de ansatte. Men det er faktisk med fuldt overlæg. Steen Hebsgaard arbejder ind i mellem halvtreds timer om ugen for at undgå stress:

- Jeg møder tidligt, fordi så får jeg fuldstændig styr på hele dagen. Så selvom Kim Kristensen siger, det er fordi, jeg skal op og tisse om natten og derfor ligeså godt kan blive oppe, så er det nu ikke helt rigtigt. Jeg får på den måde landet hele dagen, inden den går i gang og får et overblik, siger Steen Hebsgaard, der mener det gør ham væsentlig mindre stresset at bruge de ekstra timer.

Desuden har Steen Hebsgaard opfundet en opfriskende metode, der efter alt at dømme må tage titlen som verdens korteste powernap. Hemmeligheden er simpelthen lige at tage en 30 sekunders slapper, hvor man lukker øjnene og synker ned i stolen. På den tid kan der sagtens være nået at tikke et par mails ind i mailboksen, som i ekstreme tilfælde kan løbe op i 200 om dagen.

- Men så snakker vi altså også alt inklusive, medtalt spam-mails om arabiske prinsesser, penisforlængelser, millionarv og lignende, griner han.


Tænker over fremtiden

I løbet af sin tid i Ikast har Hebs interviewet statsministre, afsløret økonomisk svindel og samarbejdet med FBI, Forbundspolitiet i USA, hvor en familie fra Ikast var kommet i klemme i den religiøse sekt Moon-bevægelsen.

- Jeg har tænkt meget over det, og jeg ved, at vores avis kan skubbe på noget i en positiv retning, så vi får et bedre lokalsamfund ud af det, siger han.

25 år er gået med et vanvittigt antal artikler, mange klummer, tusindvis af telefonsamtaler og en ordentlig røvfuld møder. Det er dog ikke kun med sine artikler Steen Hebsgaard, håber han sat sig et aftryk:

- Jeg vil da gerne huskes for mine artikler, men jeg vil hellere huskes for at have været en god chef, som man altid kan komme til. Uanset hvad det er - også med personlige ting. Man kan ringe til mig 24/7. Jeg har svært ved at blive vred eller sur og håber det er lykkedes, fortæller han.

Med så mange år på pinden føles det som en selvfølgelighed, at Steen Hebsgaard er en del af mediedækningen i Ikast. På papiret er han immervæk kommet i pensionsalderen. Jubilæet sætter situationen i ekstra perspektiv, og Steen Hebsgaard tænker tanker om fremtiden.

- Der er to parter at tage hensyn til, og det er både til mig selv og min familie, men også i forhold til virksomheden. Jeg har ikke truffet en beslutning endnu, siger Steen Hebsgaard.

For Steen Hebsgaard handler det også om, hvorvidt han kan få lov til at blive ved med at lave det han kalder »rigtig journalistik«. Han tror på, at ugeaviserne vil overleve selvom, mediebranchen generelt er presset.

- For 25 år siden ville jeg have sagt, at en 65-årig var en frygtelig gammel mand at have siddende, men i dag synes jeg egentlig bare tiden er gået sådan her, og et eller andet sted er jeg så ikke stadig den samme, selvom jeg har mindre hår?


Blå Bog

Student fra Holstebro Gymnasium 1973

Danmarks Journalisthøjskole 1975-79 (elevtid på Dagbladet Holstebro)

Ansat Herning Folkeblad Ikast 1980-1993. Lokalredaktør 1981. Egnsredaktør 1987.

Ansv.havende chefredaktør Ib Medier fra august 1993. Ikast Avis, Lokalavisen, Fjends Folkeblad, Ugeavisen Karup, Sunds Gjellerup Avis. Focus Ikast Brande.

Medlm. Danske Mediers redaktionelle udvalg fra 2012-13

Dommerkomiteen i Ugeavisernes Årspris fra 2009-2017 - (formand 2013-2017)

I bestyrelsen for IB Medier A/S og IB Gruppen

Medstifter af: Kulturelt Samråd (æresmedlem), Musikskolen i Ikast, Talentkonkurrencen Unge Sangere, Kulturhuset Bakkehuset (formand i alle 22 år), Ikast Musikliv.

Tidligere projekter: Børneliv i Byen, Arbejdsgruppen til etablering af Musicaluddannelse, Kulturfestugerne, Promenadekoncerterne, Koncer2000, Ikast Koncerter tilbage i 80'erne, FDF's markedsfester, Flygtningehjælpens flygtningepris i Ikast

Modtager af Ikast By's Initiativpris i 1993

Medmodtager af samme initiativpris i forbindelse med Ikast Musikliv og Bakkehuset

Gift med Karen Hebsgaard, SFO-leder på Nordre Skole siden 1978

Tre børn, Sara Marie (antropolog) 39, Rasmus (pædagog) 34, Pelle Emil (musicalperformer/skuespiller) 30 år.

Fire børnebørn

Interesser: Familie, arrangere rejser, fiskeri, foto, musik og ikke mindst KULTUR og JOB

Ordet er dit



Mere Navne