Tip os log ind
  • 1/: Det nye plejecenter Bøgildlund vokser frem i det sydvestlige Ikast og er snart klar til at blive overtaget af Ikast-Brande Kommune.
    Foto: Thomas Vang Nielsen
  • 1/: Cubo Arkitekter A/S er totalrådgiver på byggeriet af Bøgildlund Plejecenter.
    Foto: Thomas Vang Nielsen
  • 1/: Sådan kommer det nye plejecenter til at se ud i fuldt udbygget omfang. I første etape opføres dog kun 24 boliger. ?Illustration: Cubo Arkitekter

Nyt plejecenter er snart klar

Ikast-Brande Kommune kan snart indvie det nybyggede plejecenter Bøgildlund
19. august 2018, 08.30

Ikast Der er travlt på byggepladsen ved Bøgildvej 100 i det sydvestlige Ikast, hvor kommunen i øjeblikket er ved at få opført et nyt og topmoderne plejecenter.

Navnet er Bøgildlund, og der bliver i denne første etape bygget et daghjem og 24 boliger på plejecentret.

Første spadestik blev taget 3. marts 2017, og siden er håndværkerne nået så langt, at de officielt kan overdrage byggeriet til Ikast-Brande Kommune 31. august.

Derefter kommer nogle uger med indretning, installering af en affaldsrobot og sikring af, at it-systemerne fungerer korrekt, fortæller kommunens På-tværs-direktør Karen Heebøll.

- Når vi overtager et byggeri, har der været en bygningsgennemgang, hvor vi har set på, om vi har fået det, vi skulle. Derefter kan der ske mindre fejlrettelser. Og de skal være udbedret, før vi flytter beboere ind, siger Karen Heebøll og fortsætter:

- Vi kan ikke have et plejecenter, hvor håndværkerne går og arbejder, mens beboere og personale er der. Dog kan der blive noget med at få sået græs. Vejret i denne periode er jo lidt usædvanligt.


Designet som trygge rammer

Formanden for Sundheds- og Omsorgs-udvalget i Ikast-Brande Kommune, Frank Heidemann Sørensen (S) ser frem til at tage det nye center i brug.

- Jeg var henne og kigge, lige før jeg gik på sommerferie. Det ser rigtig fint ud, og jeg glæder mig rigtig meget over, at vi valgte løsningen med at bygge i ét plan. Det passer godt til området, siger han.

Tankerne bag det nye plejecenter er, at beboerne skal føle sig trygge, hjemme og have mulighed for at bevæge sig. Derfor bliver Bøgildlund formet som en sløjfe, så beboerne trygt kan færdes rundt i huset og nemt finde tilbage til udgangspunktet.

Det samme gælder Bøgildlunds have med stier og grønne områder, der snor sig, så beboerne let kan finde tilbage til det sted, de startede.

De 24 boliger i Bøgildlund opdeles i to mindre enheder. I hver enhed har den enkelte beboer sin egen lejlighed og med adgang til et fælles område med køkken og fælles spise- og opholdsarealer.

- Der er store udendørsarealer, og det er helt i tråd med de anbefalinger, der kommer fra demenseksperter. Mange af de demente medborgere har stor gavn af at kunne gå en tur i trygge rammer, og det kommer de til at kunne gøre ved Bøgildlund, siger Frank Heidemann Sørensen.

Placeringen i den vestlige del af Ikast er også optimal og vil give et godt samspil med de nye faciliteter og stier ved Hjertet, mener udvalgsformanden.


Beboere flyttes samlet

Bøgildlund skal erstatte plejeboligerne og daghjemmet på Frisenborgparken og er 1. etape af udbygningsplanen for plejeboliger i Ikast.

- Så snart vi er klar skal vi sikre en god flytning af beboerne fra Frisenborgparken. Det er jo ældre mennesker og også demente, så det skal foregå ordentligt og på en måde. Ingen skal bo det ene eller andet sted og føle, at de er på et halvtomt eller halvt fyldt plejecenter. Det skal opleves som en samlet flytning, siger Karen Heebøll.


Ordet er dit



Mere Ikast