Tip os log ind

Baggrund: Den dag han skød en buk - og fik en blodsuger med hjem

Opsummering af borgmester Ib Lauritsens historie
12. september 2018, 13.04

BORDING Den julidag i 2013, da Ib Lauritsen på en jagt skød en buk - startede hans årelange kamp og engagement i den verserende borrelia-debat herhjemme.

En skovflåt fra bukken udvælger sig tilsyneladende Ib Lauritsens krop.

Halvanden måned senere konstaterer han en rød ring på brystkassen.

I oktober samme år falder han om i krampe på køkkengulvet derhjemme og ryger med akutambulance på sygehuset.

Lægerne har svært ved at finde årsagen. Men en læge ordinerer dog antibiotika, da snakken går på den røde ring.


Du fejler ingenting

Det hjælper med det samme. Men lægerne vil finde årsagen til krampeanfaldet - og kommer til sidst med konklusionen: Du fejler ingenting.

Ingen tager borrelia-problematikken alvorligt.

Slutningen af efteråret 2013 får han det dårligt igen - og beslutter egenhændigt at tage noget af den penicillin, der er tilbage fra den første behandling.

Under et døgn efter er symptomerne væk.

Han kommer til fornyet undersøgelse på sygehuset og spørger selv ind til, om borrelia kan være årsagen.

Men Ib Lauritsen oplever, at man fejer den mulighed af bordet og lukker den dør.

Han bliver hen over 2014 ved med at få tilbagefald og erkender, at han nu selv må stå for sin sygdom og behandlingen af den.

Penicillin får han ikke ordineret fra sygehuset. Lægerne her anbefaler smertestillende.

Men kun penicillin hjælper, når de voldsomme symptomer vender tilbage. Han finder derfor »alternative« løsninger til at få pencillin.


Google borrelia

En nat sætter Ib Lauritsen sig til computeren og googler borrelia - og chokeres over at læse de mange omtaler af emnet kronisk borrelia - altså en tilstand hvor sygdommen ikke forsvinder. Og ikke mindst af den store uenighed blandt eksperter i ind- og udland omkring emnet.

Landmanden fra Bording konstaterer også, at eksperter inden for det danske sundhedvæsen ikke anerkender, at der findes kronisk borrelia. Han erfarer også, at der arbejdes med én test i Danmark - den såkaldte Elisa-test - til at påvise, om en patient har borrelia.

Standard-fremgangsmåden er i så tilfælde en 14 dages antibiotika-kur - og derefter er man ... kureret.

Ib Laurisen har tre gange fået foretaget en Elisa-test, der IKKE viser antistoffer. Den officielle holdning i det danske sundhedsvæsen er, at dannes der ikke antistoffer - har man ikke borrelia. Ib Lauritsen kan også konstatere, at man i udlandet bruger andre og flere test til at påvise borrelia.


Starter offentlig debat

Han vælger på det tidspunkt - i februar 2015 - at stå offentligt frem med sin kritik af system, som han kalder rigidt, fastlåst og arrogant - fordi en del borrelia-ramte, efter hans mening ikke giver udslag i Elisa-testen. Og derfor ikke behandles. De afskrives som »færdigbehandlet« eller endnu værre med en »funktionel lidelse« eller en »psykisk sygdom«. Andre der testes positive, erklæres raske efter 14 dages antibiotika - men risikerer at udvikle kronisk borrelia.

Han finder en privat klinik i København Nordic Clinic, der tager seks blodprøver og sender dem til udlandet. Klinikken er ikke i tvivl om, at midtjyden har kronisk borrelia.

Det starter en fornyet behandling med antibiotika - og siden har den nye borgmester i Ikast-Brande behandlet sig selv - når symptomerne melder sig.

Han har sideløbende med sin egen behandling sat dagsordenen for en debat, der på et tidspunkt førte til, at sagen blev bragt i Folketinget efter en artikel i Herning Folkeblad. Et folketingsmedlem stillede kretiske spørgsmål til sundhedsminister Nick Hækkerup om diagnosticering og behandling af sygdommen.

Og Ib Lauritsen har også haft foretræde for Folketingets sundhedsudvalg.

Men lige meget har det hjulpet.

Sundhedsstyrelsen, som er landets øverste myndighed, der sætter dagsordenen for behandling og medicin, fejede kritikken af bordet.

Og Ib Lauritsen må - ligesom mange andre (som han er vidende om) - selv tage hånd om sin sygdom.

Fornylig blev Ib Lauritsen opsøgt privat af en kvinde fra Brande, som havde hørt om hans kamp. Og som selv har været igennem måneders kamp med sundhedsvæsenet efter angiveligt at være inficeret med borrelia.

Ikast-Brandes borgmester har derfor besluttet endnu en gang at slå i bordet og råbe vagt i gevær i borrelia-debatten...

Derfor dette interview.


Ordet er dit



Mere Debat