Tip os log ind
Emma Harboe, der netop har fejret krondiamantbryllup med sin mand Konrad, fejrer sin 90-årsfødselsdag på søndag med venner og familie. ?
Foto: Kurt Harboe

En tid med fester for 90-årig

Emma Harboe, Tulstrup, har altid sat en ære i at holde familiens hjem pinligt rent, så nu går hun efter, når hjemmehjælpen har været på besøg
14. september 2018, 13.22

90 Mærkedagene står næsten i kø hos familien Harboe i Tulstrup, hvor Emma og Konrad tidligere på året kunne fejre deres krondiamantbryllup. På søndag, 16. september, fylder Emma Harboe så 90 år, og til december runder gemalen samme milepæl.

Til så mange mærkedage kan man næsten ikke orke at have pressen rendende, så parrets søn Kurt Harboe fortæller i stedet lidt om sin mor.

Emma Harboe er født og opvokset i Nors mellem Thisted og Hanstholm, og i 1956 flyttede familien til Hirtshals.

Her drev Konrad Harboe en tømrer- og snedkervirksomhed, hvor Emma var medhjælpende hustru, da hun tog sig af regnskaberne.

1978 flyttede familien til Herning og senere videre til Tulstrup i villa, som Konrad Harboe selv byggede.


Vaskede lofter

En tid var Emma Harboe hjemmegående husmor, og i familien har hendes renlige sans givet anledning til flere smil.

- Hun gik op i, at alt var pinligt rent. Hun vaskede sågar lofterne, og det har vi da moret os over. Nu har hun og min far en halv times rengøringshjælp om ugen, og det er jo ikke nok, så når hjælpen er gået, går hun over det hele igen, siger den ældste søn, Kurt Harboe.

Han beskriver sin mor som mild og kærlig, aldrig skrap, nærmest det modsatte, men på sine ældre dage er hun begyndt at tage bladet fra munden.

- Nu er hun begyndt at svare igen. Både over for os og over for min far. Sådan lidt provo-agtigt, siger han.

Ud over at være hjemmegående har Emma Harboe også gjort rent på flere af områdets skoler og i Herning Kongrescenter.


Vild med sport

Emma Harboe har tidligere spillet meget håndbold, hvor hun var med på flere udvalgte hold, og hun har været en habil gymnast.

Dermed havde hun også en grundlæggende kærlighed til sport, hvor især hånd- og fodbold følges tæt, men hun går heller ikke af vejen for at se en god boksekamp.

Kurt Harboes yngste søster Jane har spillet håndbold i Ikast, og her fulgte mor Emma med fra sidelinjen.

På søndag bliver dagen fejret med familie og venner ved morgenbordet, men Kurt Harboe vil ikke helt afvise, at der kan vise sig andre overraskelser på dagen.

Emma og Konrad Harboe har tre børn, Kurt og Jytte i Herning og efternøleren Jane i Ikast. Desuden er der efterhånden føjet seks børnebørn og syv oldebørn til familien.


Ordet er dit



Mere Navne