Tip os log ind
Foto: Shutterstock

Eksperter bekræfter: Midt- og Vestjylland rystet af jordskælv

Et jordskælv målt til 3,4 på richter-skalaen ramte søndag formiddag i Jylland. Det bekræfter Geus.
16. september 2018, 12.59

HOLSTEBRO Borgere i Midt- og Vestjylland har søndag formiddag oplevet en mindre rystelse.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der også selv mærkede rystelserne.

- Vi mærkede kortvarigt, at hele bygningen, vi sidder i, rystede. Det er ellers en solid bygning, siger vagtchefen.

Hos Geus bekræfter seismologerne jordskælvet, der er målt til 3,4.

Rystelsen skete omkring klokken 11 søndag. 20 minutter senere begyndte borgere fra Lemvig, Struer og Mors at ringe ind til politiet og forklare, at de også havde mærket rystelserne.

De største rystelser synes at være omkring Mors, oplyser vagtchefen.

Det virker ikke til, at rystelserne har givet nogen skader i landsdelen, oplyser vagtchefen.

- Vi er ikke bekymret. Vi undersøger sagen for at få stillet vores nygerrighed.

/ritzau/


Ordet er dit