Tip os log ind
  • 1/: Mette havde travlt i butikken på åbningsdagen lørdag og fik sig en god snak med de mange kunder.
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: De fleksible træreoler kan omrokeres, så der er plads til både større ting og nipssager: - For mange er det en form for terapi. Hvis de har rod i hovedet, kan de få lov til at stå helt stille og roligt og nusse og forfine deres stand, siger iværksætter Mette Andersen.?
    Foto: Flemming hansen
  • 1/: Hver gang en genstand bliver solgt, bliver der sendt en besked direkte fra »Mettes Guldlopper« til den private standindehaver, som altså kan følge med i realtid. Forretningen kører så rundt ved, at Mette Andersen tager 15 procent i provision.
    Foto: Flemming hansen?
  • 1/: - Det er fantastisk at høre den historie, der gemmer sig bag mange af produkterne, siger Mette Andersen, der med sin nye forretning gerne vil være med til at fremme genbrugsmentaliteten.
    Foto: Flemming hansen

Hun driver 147 bittesmå butikker

Mette Andersen åbnede lørdag »Mettes Guldlopper« i Ikast. Det er 147 små, unikke butikker under samme tag
15. oktober 2018, 15.20

Ikast Så var det i lørdags, at »Mettes Guldlopper« åbnede, og det gik langt over forventning med stor tilstrømning af nysgerrige købere.

Indehaver Mette Andersen så i hvert fald mere end tilfreds ud, da avisen kigge forbi. Åbningen blev fejret med fadølsanlæg, snacks og konkurrencer.

»Mettes Guldlopper« er et helt lille shoppingcenter med 147 små butikker. Placeret i det store lokale på Siriusvej, som i forvejen huset Ikast Elsalg. Så vil man åbne sin egen lille, personlige shop, er det bare at indgå et samarbejde med Mette Andersen, der så står for alt besværet.

- Jeg rydder op og gør rent i alle stande hver eneste dag, inden jeg lukker. Det er nu engang mit ansvar at sælge folks varer, og jeg vil gerne skille mig ud på servicen. Jeg elsker at møde nye mennesker og snakke med mennesker, og det er lidt sygt, men jeg få meget hurtigt lyst til at kramme mine gæster og kunder, griner Mette Andersen.


Genstande i titusindvis

Butikken bliver den første af sin type i Ikast. I loppemarkedsterminologi er det et såkaldt reolmarked. De fleste af de 147 standpladser er allerede optaget. Mette Andersen har kun 30 stykker tilbage.

- Jeg kan stå med et scenarie, hvor alle er fyldt ud, siger Mette Andersen, der ikke sætter de store begrænsninger for, hvad folk må sælge hos hende:

- Man må ikke sælge fødevarer, og så må man heller ikke sælge noget, der er seksuelt. Ellers siger jeg, at som hovedregel kan alt sælges. Jeg ser helst selv, at der kommer mest brugte genstande. Det må gerne være sådan, at man får en god chance for at finde noget her, som man ikke kan finde andre steder, siger Mette Andersen.

Hun har tidligere været ansat i lignende koncepter og har en lang karriere i Coop bag sig. I dag bor Mette Andersen i Silkeborg, men hun har levet langt det meste af sit liv i Bording. På Siriusvej i Ikast fandt iværksætteren 700 kvadratmeter, som hun kommer til at dele halvt, halvt med Ikast Elsalg. Der bliver delvist åbent i mellem de to butikker for at skabe mest muligt liv.

- Jeg er vild med lokalet og placeringen. Jeg laver en hyggekrog herinde med grøn sofa og gratis kaffe. Jeg er sikker på, nogle vil kigge på de meget forskellige stande i timevis, siger Mette Andersen, der altså snart skal have styr på op mod 20.000 genstande.


Arbejder med skyklapper på

Når Mette Andersen går op og ned langs rækkerne med stande, holder hun hænderne op for siden af hovedet. Det er simpelthen »skyklapper«, fordi der hænger så mange »vildt lækre sager«. Og indehaveren skulle jo nødigt ende med at købe alt guldet selv. Her er Kay Bojesen-figurer, Bjørn Wiinblad-stel, aflagte sneakers, planter og møbler. Prissætningen sker i samspil med Mette Andersen, som er en rutineret sælger.

- Jeg har én gylden regel. Jeg prutter ikke om prisen, fordi jeg skal respektere folks varer og deres ret til at vælge priserne, siger den tatoverede og optimistiske bordingenser.


Ordet er dit



Mere Ikast