Tip os log ind
Paul Onuachu (t.h.) scorede hattrick, da FC Midtjylland vandt 4-1 i Farum.
Foto: Nils Mejlvang/ritzau/scanpix

Onuachu-hattrick bag debutsejr til ny FCM-træner

Tre mål af Paul Onuachu, da FC Midtjylland vandt 4-1 i Farum
20. oktober 2018, 18.36

FODBOLD Et hattrick af Paul Onuachu og en træffer af indskiftede Evander Ferreira sikrede FC Midtjyllands nye cheftræner, Kenneth Andersen, en perfekt debut, da de danske mestre lørdag aften vandt 4-1 ude over FC Nordsjælland.

På Right to Dream Park i Farum scorede nigerianske Onuachu til 1-0, 2-1 og 3-1. Den første træffer faldt efter en halv time, da angriberen udnyttede en ripost efter forarbejde fra en veloplagt Gustav Wikheim.

I begyndelsen af anden halvleg udlignede FC Nordsjællands Godsway Donyoh til 1-1, men FCM'erne og særligt Paul Onuachu svarede hurtigt igen. Et skarpt indlæg fra Awer Mabil endte i fødderne på den umarkerede FCM-topscorer, der let nettede til 2-1.

20 minutter senere kunne den 201 centimeter høje frontmand fuldføre sit hattrick - denne efter en soloaktion, hvor nigeriaren drejede rundt og sendte bolden i nettet fra kanten af feltet.

Scoringen punkterede spændingen og den sidste tro hos hjemmeholdet, der i store dele af første halvleg var bedst på bolden, men bortset fra udligningen og enkelte dødbolde kom det unge FCN-mandskab ikke frem til meget.

Så var der mere substans i mesterholdets afslutninger. Tim Sparv ramte stolpen kort efter pausen, og Marc Dal Hende burde have lukket matchen, men backen sparkede over rammen få meter fra målstregen.

I sidste ende betød afbrænderne ingenting. I stedet kunne brasilianske Evander Ferreira, der kom ind i kampens sidste kvarter, smække læderet uimodståeligt ind til 4-1. Kreatøreren drejede elegant rundt om sig selv, inden han sikkert passerede FCN-keeper Nicolai Larsen.

Med sejren i Farum fastholder FC Midtjylland - formentlig - førstepladsen efter 13 kampe i Superligaen. Mestrene har desuden udsigt til at hive flest tv-penge i land. Det giver omkring 11 millioner kroner i kassen.


Ordet er dit



Mere Sport