Tip os log ind

Par bag tricktyveri i Brande og Bording

17. december 2018, 09.05

brande-bording Politiet advarer, at et par i øjeblikket driver deres bedrageriske spil mod forretninger i området.

Der er formentlig tale om det samme par, der indfinder sig i forretninger.

Fremgangsmåden er den samme. Parret køber noget til en billig pris og betaler så med en 1000 kroneseddel. Herefter veksles der frem og tilbage, og på et tidspunkt forlanger bedragerne at få penge tilbage i euro.

Det hele resulterer i forvirring på et højt plan, og parret forlader så forretningen med flere penge, end da de kom.

Fredag ved 12.30-tiden indfandt de sig i Skattekisten i Storegade i Brande, hvor de købte et par stearinlys. Her ved man ikke med sikkerhed, om man under vekslingen blev snydt.

Lørdag ved 13-tiden gik parret ind i Bording Bageri og købte lidt drikkevarer og begyndte herefter at veksle frem og tilbage.

Bagefter kunne ekspedienten konstatere, at der manglede omkring 500 kroner i kassen.

Parret bag tricktyverierne beskrives som 30-35 år, 170-175 centimeter og østeuropæiske af udseende.

Weekenden tricktyverier ramte tillige en forretning i Sørvad.


Ordet er dit