Tip os log ind
Emma Friis scorede seks mål for Herning-Ikast, men midtjyderne var ikke i nærheden af point i Odense Idrætshal.
Foto: Tom Laursen (arkiv)

HIH's stærke forsvar blev sænket af topholdet

Ubesejrede Odense var for stærke for Herning-Ikast-kvinderne
09. januar 2019, 20.00

Håndbold Det var mødet mellem ligaens to stærkeste forsvar. Det bevidner antallet af indkasserede mål i sæsonen. Men Herning-Ikasts stærke defensiv kom til kort i aftenens opgør mod HTH Ligaens ubesejrede tophold, Odense.

Fynboerne vandt 31-23 efter 18-12 ved pausen i Odense Idrætshal.

Det er første gang i sæsonen, at Herning-Ikast Håndbold indkasserer over 30 mål.

Det begyndte ellers lovende for midtjyderne, som førte 4-1, 6-3 og 8-7. Men så fik Odense, der har syv danske landsholdsspillere, fat og trak afgørende fra ind mod pausen. 7-8 blev forvandlet til 18-12, og fynboerne rykkede videre til 20-12 og 22-13 kort inde i anden halvleg.

Herning-Ikast fangede dog til en vis grad sig selv efter en timeout ved 23-15. Midtjyderne scorede tre mål i rap efter det afbræk, men Odense-sejren var dog aldrig i fare.

Trods nederlaget er Herning-Ikast Håndbold fortsat nummer fem i HTH Ligaen, men afstanden til Team Esbjerg og Nykøbing Falster voksede til henholdsvis fire og fem point, da de begge vandt deres opgør i aften. Odense fører ligaen uden et eneste pointtab efter 16 runder.

Mette Tranborg og den tidligere FCM-stjerne Stine Jørgensen blev topscorere for Odense med seks mål hver, mens fløjen Emma Friis blev topscorer med samme antal for Herning-Ikast Håndbold.


Ordet er dit



Mere Sport