Tip os log ind
Thure Lindhardt.
Foto: Pr-foto

Thure Lindhardt om kunst og formidling

Foredrag i Bakkehuset med prisbelønnet skuespiller
12. januar 2019, 08.18

IKAST Bakkehuset er traditionelt et kulturhus med mange koncerter. Det har dog i alle år været en tradition, at man også et par gange om året byder på foredrag.

Det sker 28. januar, hvor den prisbelønnede skuespiller Thure Lindhardt kommer og fortæller om sin karriere.

Thure Lindhardt er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1998 og har siden da medvirket i en lang række danske og internationale film, tv-serier og teaterforestillinger. Herhjemme er han gennem årene blevet anerkendt og hædret for sit skuespil med adskillige priser deriblandt Reumerts Talentpris, Hartmann-Fondens Diplompris og Teaterpokalen.

I 2000 fik Thure Lindhardt sit gennembrud med spillefilmen »Her i nærheden« og medvirkede derefter i andre danske filmsucceser som »Nordkraft« (2005), »Flammen & Citronen« (2008), »Blå mænd« (2008) og »Sandheden om mænd« (2010).

Thure Lindhardt er vokset op i Roskilde og vidste fra barnsben af, at han ville være professionel skuespiller. Da han var bare 12 år, gik han til audition til en rolle i Bille Augusts Oscar-vindende »Pelle Erobreren« (1987). Siden sin tv-serie debut i 1998 i »Strisser på Samsø« har Thure Lindhardt også medvirket i flere populære danske og internationale tv-serier heriblandt »Edderkoppen« (2000), »Rejseholdet« (2002), »The Borgias« (2013), »Badehotellet« (2016) og senest »The Last Kingdom»(2017).

I foredraget tager Thure Lindhardt afsæt i sit professionelle liv, i kunst og formidling og det at turde tage sig selv alvorligt.


Ordet er dit



Mere Ikast