Tip os log ind
  • 1/: 45 familier, nogle med flere børn, var lørdag til »Prøv-Guldminen-dag«, som blandt andet foregik i Stadome, hvor der blev lavet fysiske øvelser med bold.
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/: Parret Leon Thore Henriksen og Karen Græsborg Henriksen fra Silkeborg havde deres søn med, som blandt andet lavede en masse øvelser med fodbold sammen med nogle af de andre børn.
  • 1/: ISI-forstander Torben Østergaard fortæller, at Guldminen har udvidet med et klassetrin, så det til sommer hedder 0.-4. klasse.

Ny idrætsfriskole er populær og udvider

07. februar 2019, 13.05

Ikast Der var godt gang i den i Stadome i lørdags, hvor der for første gang blev holdt »Prøv-Guldminen-dag«.

Dagen startede med velkomst i foredragssalen på ISI, hvor de fremmødte potentielle elever fik udleveret en T-shirt med navn på ryggen.

Denne dag havde forældre mulighed for at høre mere om, hvordan den nye idrætsfriskole er skruet sammen og mere om tankerne bag, og samtidig havde holdet bag uddannelsen mulighed for at observere børnene, ligesom der var sat tid af til optagelsessamtaler.

En del af dagen foregik i Stadome, hvor børnene iført deres nye T-shirts både med og uden bold lavede forskellige øvelser, mens forældrene kiggede på og havde mulighed for at snakke med blandt andre ISI's forstander Torben Østergaard og daglig leder af Guldminen Svend Erik Schmidt.

- Der er 45 familier tilmeldt i dag, og nogle har flere børn med. Cirka halvdelen kommer fra nærområdet som Gjellerup, Sunds, Silkeborg og Brande, men der er også nogle fra Kolding og Vejle og en familie fra Sjælland, siger Torben Østergaard, der fortæller, at interessen for den nye idrætsfriskole er stor, og man har for nyligt besluttet at udvide med endnu et klassetrin, så man til sommer starter med 0.-4. klasse.

- Det er usædvanligt, at en ny friskole har så stor efterspørgsel, og den betyder, at vi nu kan speede mere op og begynde at ansætte flere. Jeg tror, at mange forældre kan se et potentiale i Schmidts læringsstile og tilrettelæggelsen af undervisningen efter, hvordan børnene bedst lærer, og så mange også trygge ved, at Guldminen ligger i ISI-regi, siger ISI's forstander Torben Østergaard.


En stor beslutning

Mens børnene er aktiveret, har forældrene mulighed for at snakke med den daglige leder af Guldminen Svend Erik Schmidt.

- Det er sådan en mærke-efter-dag, hvor børnene kan finde ud af, om det er noget for dem, og hvor forældrene kan sikre sig, at det ikke kun er dem, som er fodboldinteresserede. Forældrene er rigtig positive og vil gerne høre mere om de forskellige læringsstile og er generelt meget optaget af den gode normering, men nogle synes jo også, at det er en stor beslutning at skulle hive deres barn ud af skolen og starte et nyt sted. Der siger jeg, at man skal kigge på, hvad man vælger til, siger Svend Erik Schmidt.


Guldminen

I 2004 åbnede FC Midtjylland Danmarks første fodboldakademi, som har fokus på det hele menneske og samtidig udvikler fodboldtalenter.

Til sommer 2019 åbner Guldminen, der er en idrætsfriskole skabt i et samarbejde mellem netop FC Midtjylland og Idrætsskolerne Ikast (ISI).

Ekspert i læringsstile Svend Erik Schmidt er ansat som daglig leder af Guldminen.

Oprindelig var det planen, at skolen skulle starte med 0.-3. klasse, men efterspørgslen betyder, at der udvides med 4. klasse.

Guldminen vil udvikle verdens bedste fodbold- og håndboldspillere, men har samtidig fokus på at skabe hele mennesker.

Ordet er dit



Mere Uddannelse