Tip os log ind
Joakim Vahlkvist, Andreas Ravnholt, Kasper Thomsen og Lasse Jørgensen samt det femte medlem Lars Møller Feldborg har kastet terningen til »Rubicone«, der har fokus på unges stigende problem med at spille for rigtige penge på netspil, betting og odds.
Foto: Henrik Ole Jensen

15-årige låner identitet og spiller på livet løs

Fem elever fra Handelsgymnasiet i Ikast-Brande er i fuld gang med at skrive en bog, der henvender sig til forældre og deres mindreårige børn
10. februar 2019, 09.37

LUDOMANI De spiller på livet løs, og de gør det for rigtige penge. Og så er de bare 15 år.

Det er den virkelighed, som har fået fem elever på Ikast-Brande Handelsgymnasium til at bekymre sig i en grad, så de i faget innovation har valgt at skrive en bog om problematikken

De fem studerende har allerede lavet en forretningsplan og har masser af ideer. I øjeblikket er udfordringen, at få ideerne realiseret i form af et samarbejde med en grafiker og et trykkeri.

Bogen skal se ordentlig ud og have den rigtige appeal. Gymnasie-eleverne tænker, at bogen skal henvende sig til forældre og deres yngre børn helt ned i otte års alderen.

- Der er mange mindreårige børn, der spiller på nettet med en lånt identitet, fortæller 19-årige Joakim Vahlkvist.

Han fortæller videre, at mange af dem slet ikke er klar over konsekvensen af deres spil, og hvor mange penge, de brænder af.

- Faren for, at de udvikler ludomani er stor fordi det er i denne alder, de lærer mest og altså også er mest påvirklige. Men mest skræmmende er det faktisk, at mange forældre slet ikke er klar over, hvad der sker, fortæller 18-årige Kasper Thomsen.

Sammen med medstuderende Andreas Ravnholt, Lasse Jørgensen samt Lars Møller Feldborg har gruppen fået rigtig god respons på deres ide, som de har præsenteret to gange for et dommerpanel.

De har dels været blandt de grupper, der har vundet penge, men de har også kvalificeret sig til DM i Odense i februrar

Ideen til projektet er en del af innovations-undervisningen på handelsgymnasiet og ideen har indtil videre kun været på et udviklingsstadie. Modsat mange andre konkurrerende grupper, har de endnu ikke kunne fremvise et færdigt produkt.

Deres tanker er skrevet ind i en forretningsplan, og forude venter udfordringen med at få produceret bogen.


Forfattere

De fem klassekammerater er således ved at forfatte indholdet, som de tænker skal være en historie som børn kan forholde sig til - men der skal også være vigtigt information til forældre, der skal gøres opmærksomme på, hvor nemt det er at spille om penge på nettet, og blive afhængig af det. Det skal være en samtalebog.

- Net-spilleriet begynder tidligt, og derfor er der også primært de otte-ti årige vi håber at kunne ramme, selvom vi også tænker, at børn helt op til 13 år vil have gavn af informationen, siger Joakim Vahlkvist.

Gruppen har travlt med at få realiseret de fine tanker, og har allerede navngivet deres firma iværksætterfirma Rubicone - livet et for godt til gambling.

Navnet Rubicone refererer til en gammel romersk fortælling om Cæcar, der stod ved floden Rubicon, hvor han skulle fortage et valg om at adlyde ordre oppefra eller handle på egen hånd: alea iacta est... som på dansk kan oversættes til terningerne er kastet eller: Der er ingen vej tilbage.


Ordet er dit



Mere Ungt nyt