Tip os log ind
En flok får ved Bølling Sø er med til at sikre engens biodiversitet.
Foto: Rikke Krogh

Naturpleje ved Bølling Sø styrker biodiversiteten

17. februar 2019, 09.46

ENGESVANG Bølling Sø er afhængig af fredning og naturpleje for at opretholde og styrke den natur, der er blevet dannet i forbindelse med genskabningen af søen.

De køer og får, man møder på sin vej rundt om Bølling Sø, er med til at opretholde og styrke biodiversiteten.

Dyrene har den vigtige rolle at foretage naturpleje på arealerne. Naturplejen forhindrer tilgroning på de lysåbne naturarealer.


Afgræsning som naturpleje

De dyr, som benyttes til naturpleje, er nøje udvalgte. De er robuste over for klimaets ændringer, modstandsdygtige overfor sygdomme og nøjsomme at fodre. Afgræsning er med til at sikre et varieret plantedække.

Dyrene afgræsser ikke alt plantemateriale i samme højde eller i samme tæthed over hele området. Afgræsning har derfor en positiv effekt på biodiversiteten, det vil sige, hvor mange forskellige plante- og dyrearter, der lever på arealerne.


Gødskning skaber ubalance

På fredede arealer, som dem omkring Bølling Sø, ønsker man at skabe et rigt plante- og dyreliv. Af denne grund må der ikke gødes på arealerne. Hvis arealerne gødes, vil konkurrenceevnen blandt planterne forskydes, fordi de konkurrencestærke er bedre til at udnytte næringsstofferne i gødningen end de nøjsomme.

Konkurrencestærke planter vil derfor fortrænge de nøjsomme, hvilket resulterer i et mere ensartet plantedække samt et fald i biodiversiteten.


Biodiversiteten stiger

Sammen med den øgede plantediversitet, som naturplejen skaber, følger også en stigning i antallet af forskellige dyrearter. Det varierede plantedække - i både tæthed og artssammensætning - bidrager til et optimalt levested for en lang række insekter, eksempelvis bier, sommerfugle og edderkopper, som derfor vil stige i antal. Dette er med til at gøre arealerne attraktive for større dyrearter, eksempelvis fugle, idet fødegrundlaget for dem forøges.

Med en naturperle som den, der er ved at etablere sig omkring Bølling Sø, vil man forhåbentligt gennem de kommende år finde endnu flere spændende arter, både i plante- og dyreriget.


Ordet er dit



Mere Engesvang