Tip os log ind
Tommy Nygaard (t.v.) og Ivan Nygaard fra Autogaarden Ikast gør i disse dage klar til officiel indvielse af deres nybyggede Suzuki-showroom på lørdag.
Foto: Thomas Vang Nielsen

Nyt showroom til hele bil-familien

Autogaarden Ikast slår lørdag dørene op i nybygget udstillingslokale
25. april 2019, 11.40

Åbningsfest Cafébordene er sat op, bilerne skinner i forårssolen og de sidste detaljer er ved at være på plads.

Lørdag indvier Autogaarden Ikast deres nybyggede Suzuki-showroom på Eli Christensens Vej.

Mange kender Autogaarden Ikast som Opel-forhandler, men firmaet har siden 2008 også været specialister i Suzuki.

I 2018 kunne virksomheden fejre 40-årsjubilæum, og både stifteren Ivan Nygaard og hans søn Tommy Nygaard arbejder i firmaet, som i alt tæller 10 medarbejdere.


Danmarkspremiere

Det nye showroom er det første af slagsen i Danmark, som udelukkende præsenterer mærket Suzuki.

- Suzuki har lanceret et nyt koncept til udstillinger, og vi kunne have valgt at bygge mindre og kun plukke dele af konceptet. Men vi har valgt hele pakken, fortæller Tommy Nygaard.

Bygningen har højt til loftet, og de store vinduespartier lukker masser af dagslys ind.

- Vi har indrettet det, så der er god plads til at udstille de syv medlemmer af Suzuki-familien, siger Tommy Nygaard med henvisning til bilproducentens syv modeller: Celerio, Ignis, Swift, Baleno, Vitara og S-Cross.

Samt den helt nye Jimny, der har premiere i hele Danmark i weekenden.


Et stort ønske

At bygge nyt showroom har stået på familien Nygaards ønskeseddel i flere år.

Det tidligere showroom blev indrettet i 1988 i en ældre trikotagefabrik. Gennem årene stod det klart, at der var behov for mere plads i en ny bygning.

- Vi har trængt til det, men vi har også ville vente til det helt rette tidspunkt, hvor vi kunne få byggeriet til den rigtige pris. Det er meget vigtigt for os, at byggeriet er økonomisk fornuftigt. Vi har set andre steder, hvor man har bygget over sig, og har måtte sende regningen videre til kunderne. Det vil vi aldrig tillade hos os, forklarer Tommy Nygaard.


Klar til en god handel

I den bagerste ende af bygningen er der i stueplan indrettet to kontorer. Et til far og et til søn. Oven på kontorerne er der tekøkken samt et stort mødelokale med udsyn ned til de syv medlemmer af Suzuki-familien.

- Med det her imødekommer vi alle de krav, der kan tænkes at komme fra Suzuki til deres forhandlere i mange år fremover.

Åbningsfesten har primært til formål at vise kunder og andre interesserede det nye showroom.

Men hvis man allerede samme dag kaster sin kærlighed på en af de syv Suzuki-modeller, er der naturligvis også mulighed for at handle.

Ellers kan man vende tilbage dagen efter, da forhandleren i Ikast også holder søndagsåbent.


Ordet er dit



Mere Ikast