Tip os log ind
I næste uge får to skoler i Ikast-Brande Kommune besøg af Det lille Operakompagni.
Foto: Pr-foto

Mozart for de mindste

Koncerter i skolen skal give børn adgang til kultur
12. maj 2019, 06.55

Ikast-Brande De mindste børn på Bording Skole og Præstelundskolen i Brande får en helt særlig musikalsk forårsoplevelse 13. og 14. maj, når de skal opleve en koncentreret version af Mozarts fyrige og fængslende opera Tryllefløjten.

Som et led i en længere turné rundt i hele landet besøger Det lille Operakompagni de to skoler, og med sig har de instrumenter, kostumer og ikke mindst store sangstemmer og en glæde ved at formidle en musikalsk oplevelse.

I løbet af 45 minutter vil kompagniet åbne børnenes ører for Mozarts musik og eventyrlige historie.

Ikast-Brande Kommune har siden 2015 år haft en skolekoncertordning i samarbejde med det nationale kompetencecenter Levende Musik i Skolen. Og det har betydet en række besøg af professionelle orkestre indenfor alle musikalsk genrer på kommunens skoler. I alt 182 koncerter.

Når Levende Musik i Skolen sender orkestre på turné, er alle genrer i spil - soul, jazz, balkan, indisk, swing, folk, cubansk, heavy, funk, klassisk, rap og blandinger i alle afskygninger.

Det er en udbredt erfaring, at især mindre børn er meget åbne overfor nye påvirkninger. Når de selv begynder at finde musik på fx YouTube, er der en tendens til at de holder sig til færre genrer.

- Alle børn har et forhold til musik, og de har også en klar holdning til, hvad god underholdende musik er. Vi har på skolerne i Ikast-Brande haft den store fornøjelse at kunne præsentere et fremmed musiksprog for vores elever. Til stor glæde, inspiration og undren for alle. Den professionelle levende musik engagerer elever og undervisere samt inspirerer vores udøvende musikalske elever. Den musikalske kulturarv er for alle uanset geografi og opvækstbetingelser, og med skolekoncertordningen er vi sikre på, at også de børn, som ikke vokser op i et hjem med klaver, får adgang til kunsten, siger skole-kommunekontakt Aksel Grønvall fra Præstelundskolen i en pressemeddelelse.


Børnene er forberedte

Inden Det lille Operakompagni går på scenen, har musiklærerne haft mulighed for at arbejde med det undervisningsmateriale, de har fået tilsendt på forhånd. Materialet er tilpasset børnenes klassetrin og læringsmål.

For eksempel bliver de præsenteret for instrumenterne, der indgår i opførelsen. Her er også historien om komponisten Mozart og handlingen i historien. Desuden får læreren en lydfil og noder til en enkel sang, som eleverne kan synge med på.


Skolekoncert-ordningen

En ambitiøs vision fra Statens Kunstfond vil sikre, at alle børn i alle landets skoler oplever en skolekoncert om året senest i 2021

Denne vision er skrevet ind i Kunstfondens rammeaftale med Levende Musik i Skolen, der som landsdækkende kompetencecenter har ansvaret for at løfte og koordinere den statslige forpligtelse

Ordningen understøtter Folkeskolens formålsparagraf om dannelse, læring og forståelse for dansk og udenlandsk kultur

Levende Musik i Skolen præsenterer musik i alle genrer, som det unge publikum måske ellers ikke hører. Det kan være soul, jazz, balkan, indisk, swing, folk, cubansk, heavy, funk, klassisk, rap plus et mix af dem alle

Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune