Tip os log ind
Allan Vad Nielsen har siden 2017 været administrerende direktør i Hummel, som er ejet af Christian Stadil.
Foto: Henrik Ole Jensen

Ikastbo på direktørposten: Hummel vil åbne 100 nye butikker

Sportstøjvirksomheden omsatte i 2018 for knap 1,3 milliarder kroner, og en offensiv plan i Asien skal løfte det tal betragteligt
16. maj 2019, 09.35

Regnskab Ikastboen Allan Vad Nielsen kan som administrerende direktør i Hummel løfte sløret for sit andet årsregnskab i spidsen for sportstøjvirksomheden.

Han skiftede fra en høj lederstilling i Bestseller i 2017 og kunne for et år siden præsentere rekordomsætning for Hummel. Nu følger tallene for 2018, og her må virksomheden notere sig et lille omsætningsfald. Salget er omregnet til danske kroner gået fire procent tilbage til knap 1,3 milliarder kroner. Til gengæld er overskuddet før skat steget fra 80 millioner kroner til 91 millioner kroner.

Allan Vad Nielsen forklarer, at det er det store kursfald i den tyrkiske lira, som står i vejen for et nyt rekordår. Hummel har cirka 140 butikker i Tyrkiet og dermed en stor del af sin omsætning, og derfor går det ud over både omsætning og indtjening, at de politiske uroligheder i landet har medført et fald i valutakursen på omkring 40 procent.


Rekordvækst i flere lande

De tyrkiske udfordringer ødelægger dog ikke humøret hos Hummel, som har haft stor vækst i en række andre lande.

- Vi har oplevet rekordvækst på en række internationale markeder, hvilket viser at tiltagende fra den strategiske »Fit For Fight«-plan virker efter hensigten. Den internationale vækst er i overensstemmelse med markedsstrategien om at være mindre afhængige af enkeltstående markeder. I Norden, Spanien, Frankrig og UK har vi set to-cifrede vækstrater, som ventes at fortsætte ind i 2019, oplyser Hummel-direktøren.

Samtidig har Hummel lagt en offensiv plan, der skal skubbe yderligere til vækstambitionerne. I dag er virksomheden kun begrænset repræsenteret med butikker i Asien, men det skal der i den grad ændres på i fremtiden.

- Frem mod 2023 forventer vi at åbne minimum 100 butikker i Kina, Indien og Sydøstasien hvoraf vi forventer at åbne 15-20 butikker i løbet af 2019. Dertil opruster vi vores digitale tilstedeværelse, hvor vi allerede nu er gået live på Alibaba, Tmall, Myntra og Jabong. Fælles for disse markeder er at de er blandt de hurtigst voksende globale økonomier og med en styrket middelklasse forventer vi at disse markeder over de kommende år kan blive blandt vores største markeder, siger Allan Vad Nielsen.


Ordet er dit



Mere Erhverv