Tip os log ind
Sådan så det ud i sidste uge ved Ikast Kirke, der gennemgår en større renovering af blandt andet taget. Siden er store dele af stilladset blevet fjernet. ?
Foto: Flemming Hansen

Kirketårnet har fået guld på toppen

Renoveringen af Ikast Kirke kører efter tidsplanen. Tårnet er færdigt og det meste af stilladset er blevet fjernet, mens der stadig er en del arbejde at lave på resten af kirken
26. maj 2019, 07.03

Ikast Vejret i disse dage er perfekt til tagarbejde.

Det fortæller Frank Holdt Olsen fra Tømrerfirmaet Henrik Kristoffersen A/S i Herning.

Han er blandt de håndværkere, som er i fuld gang med at renovere størstedelen af taget på Ikast Kirke.

En del af skifertaget er fra 1907, mens taget på sideskibene er fra 1966.

Dele af det gamle tag har gennem længere tid været utæt i en grad, så kirketjenerne har måtte stille spande og baljer op rundt på kirkeloftet, hver gang der var optræk til regn og afhængig af, hvor vinden kommer fra.

I 2005 tog man fire nye tilbygninger i brug. De rummer kontor og arbejdsrum til kirketjeneren, kontor til præsterne, våbenhus med handicaptoilet og et alrum.

- De fire bygninger i siderne er ret nye og skal ikke have skiftet tag. Men alt andet skal, siger Frank Holdt Olsen.


Arbejdet er færdigt til august

Opgaven udføres som totalentreprise af VVS Firma John Enevoldsen A/S fra Hammerum i samarbejde med Tømrerfirmaet Henrik Kristoffersen A/S.

Arbejdet udføres i etaper og forventes afsluttet midt i august.

Kirken er i hele perioden åben for gudstjenester og andre kirkelige handlinger.

- Jeg har ikke hørt andet, så jeg tror, det bliver færdigt til tiden, siger Frank Holdt Olsen og fortæller lidt om, hvad han og kollegaen på taget er i gang med:

- Vi piller det gamle skifer af taget. Derefter lægger vi undertag og lægter, så blikkenslageren bagefter kan komme og lægge taget. Det bliver i naturskifer. Det var det gamle også, men taget bliver kittet mellem pladerne nu. Det var det ikke før, og derfor var det utæt.

Det er en bekostelig affære at få stillads op omkring både kirke og tårnet.

Men nu, hvor det var oppe på grund af tagrenoveringen, besluttede menighedsrådet at få ordnet andre tiltrængte opgaver samtidig.


Urskiver er frisket op

- Vi har skiftet taget på tårnet, og korset på toppen er blevet forgyldt med bladguld. Før var det bare gul maling, fortæller Frank Holdt Olsen.

De store ure på siderne af tårnet har fået frisket skiverne op, og et hold murere har gennemgået tårnet for små revner, og sten der sad lidt løst.

- Alt er gået efter i tårnet, så det er færdigt nu. Stilladset omkring tårnet bliver pillet ned meget snart, og så kan vi koncentrere os om resten af kirken, siger Frank Holdt Olsen, inden han vender tilbage til arbejdet med at pille det gamle tag af den sydlige sidebygning.


Ordet er dit



Mere Ikast