Tip os log ind
På grund af dialekten blev han omgående døbt »Københavneren«, men John Andy Madsen er i hjertet en ægte midtjyde. ?
Foto: Flemming Thulstrup

Sjællænderen blev midtjyde

John Andy Madsen faldt pladask for foretagsomheden i det midtjyske - i dag fylder han 70 år
28. maj 2019, 06.50

Ikast Skønt dialekten stadig bærer præg af fødestedet, så er han i hjertet midtjyde.

- Jeg forlader kun Ikast horisontalt, som han selv ynder at udtrykke det.

Navnet er John Andy Madsen og tirsdag 28. maj runder han de 70 år.

Han er født i Kalundborg, men flyttede som helt lille med forældrene til Sorø.

John Andy Madsen voksede op i den smukke by med drømmen om at blive tandlæge eller måske lærer, men det skulle komme til at gå anderledes.

Den unge John tog realeksamen på Sorø Akademi og havde så småt indstillet sig på at tage et fjumreår, allerede inden det begreb blev til.

- Men min far syntes ikke om, at jeg bare skulle gå og pjatte rundt og tog mig med til Banken for Sorø og Omegn, hvor jeg blev ansat som bankelev som 17-årig, fortæller John Andy Madsen.

Pengeinstituttet blev nogle år senere underlagt Privatbanken, men John Andy Madsen fortsatte som bankassistent efter at have aftjent værnepligt hos Den Kongelige Livgarde.


Lokket med fodboldtøj

Det var også på dette tidspunkt, han traf sit livs Sigrid fra Tyskland. Det skete på en ferie i Grækenland, og parret blev gift i 1974.

I 1983 skete der noget radikalt.

- Jeg blev tilbudt job som filialdirektør i Ikast, som jeg intet kendte til bortset fra, at man havde et godt fodboldhold, erindrer John Andy Madsen.

Han satte sig i bilen og krydsede bælterne og nåede frem til den midtjyske stationsby.

- Jeg blev straks slået af den enorme dynamik, der prægede byen og området. Det var helt utroligt, fortæller fødselaren.

Han erkender i øvrigt, at han brugte ufine midler for at lokke den dengang 7-årige søn Thorsten med til Ikast.

- Han var ikke meget for at flytte, men da jeg købte et IfS-spillesæt, så hjalp det lidt, fortæller John Andy Madsen.

Ud over arbejdet i banken brugte han de første måneder til at finde en egnet bolig for familien i Ikast, mens han selv overnattede på Hotel Medi.

I maj fandt han huset på Poul Gerness Vej, hvor familien siden har boet.

John Andy Madsen var fra starten tilknyttet IfS's erhvervsklub Offside og var i det hele taget i offensiven, da han kom til Ikast.

Som modspiller havde han nemlig den lokalt funderede og altdominerende Midtbank.

- Jeg var ude på mange erhvervsbesøg, og det viste sig at være en god strategi, fortæller den daværende filialdirektør.

I Privatbanken havde man også øje på hans faglige kvaliteter, og det blev til forfremmelser til erhvervs- og områdedirektør, først for Privatbanken og siden efter flere fusioner for Unibank og Nordea med hovedsæde i Herning.


Lukkede bank

John Andy Madsen var faktisk så småt ved at belave sig på pensionen, da der var bud efter ham fra en uventet kant.

Det var Finansiel Stabilitet, der henvendte sig til den betroede bankmand og bad ham stå i spidsen for afviklingen af Fjordbank Mors, der var gået konkurs.

- Man kunne jo ikke undgå at blive en smule smigret. Det var det 14. største pengeinstitut herhjemme, der måtte give op. En ganske forfærdelig situation for Mors, fortæller John Andy Madsen, der klarede afviklingen på bedste vis, hvilket også indebar at finde arbejde til de mange ledige bankhænder.

Efter indsatsen på Limfjordsøen trak han sig tilbage som pensionist.


Sportstosset

Men der er langt fra tale om en passiv pensionist, der får det meste af dagen til at gå med at trille tommelfingre.

I vinterhalvåret deltager John Andy Madsen i FOF's kulturhøjskole, og så er ægteparret også glade for at rejse, og det er blevet til utallige spændende rejsemål gennem årene.

Siden ungdommen har John Andy Madsen været sportstosset, og den bacille er siden givet videre til resten af familien.

Som ung spillede han fodbold og cricket, men karrieren på grønsværen fik en brat ende, da han brækkede først det ene ben og så det andet, og cricketspillet måtte han sige pænt nej tak til, da han flyttede til Ikast. Det var ganske enkelt for tidskrævende.

I stedet blev det så tennis og golf, som han dyrker sammen med blandt andet hustruen.

Hvis det er mulig sidder ægteparret klar til at heppe, når FCM spiller hjemme, eller den står på tophåndbold i IBF Arena.

- Og så ser jeg en hel del af den fodbold, som TV sender. Mine absolut favorithold er FCM, Liverpool og Kolding, fastslår John Andy Madsen.

At Kolding er blevet indlemmet i den fornemme selskab skyldes, at sønnen Thorsten er bosat i den østjyske, mens datteren Majken bor med sin familie i Valby.

- Og det hænder da, at de spørger den gamle til råds, siger John Andy Madsen, der desuden kan glæde sig over en håndfuld børnebørn - tre drenge og to piger.

Han har gennem en årrække været aktiv i Round Table, ligesom han er landsformand for Nordeas Pensionistforening.


Ordet er dit



Mere Ikast