Tip os log ind
Frank Heidemann (S)

Hvorfor ødelægge en velfungerende kommunal sygepleje?

13. november 2019, 14.45

Debat Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Fælleslisten i Ikast-Brande Kommune (IBK) er nu stille og roligt ved at nednormere og nedgradere den meget velfungerende kommunale sygepleje i kommunen. En hjemmesygepleje, der står stor respekt om, som scorer højt på tilfredshed og som økonomisk drives særdeles effektivt via en god rammeaftale.

Partierne ønsker, at IBK som den eneste kommune i Danmark at opsplitte og udlicitere hjemmesygeplejeydelserne, stik imod alle anbefalinger og erfaringer på området. Helt aktuelt ønsker partierne, at Lokalpleje Danmark, et lille nystartet privat firma uden nogen erfaring med hverken hjemmepleje eller sygepleje i Danmark, skal overtage ikke kun hjemmepleje, men også sygeplejeopgaver fra den kommunale hjemmesygepleje. Konkret vil det betyde, at den kommunale sygepleje må afskedige minimum tre medarbejdere. Medarbejdere som selvsamme firma ikke ønsker at overtage.

Hvorfor er udlicitering af den kommunale hjemmesygepleje en rigtig dårlig ide?

Vi er, og har nu i nogle år, i hele Danmark været ved at ændre fundamentalt på vores indsats i forhold til behandling og pleje af vore syge medborgere. I erkendelse af, at vi bliver flere og flere ældre i de kommende år, at vi kan hjælpe flere med meget komplekse lidelser, så ved vi også, at sundhedsudgifterne kommer til stige. Derfor er de praktiserende læger, regionerne og kommunerne gået sammen for at sikre, at borgerne bliver omfattet af et nært og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor borgeren bliver behandlet kompetent så nært på eget hjem som muligt.

Vi ser i kommunerne allerede nu resultaterne af ændringen. Vi får nu patienter hjem fra hospitalerne langt tidligere end før. Patienter som kræver langt mere specialiseret behandling end før. For at leve op til vore forpligtigelser overfor vore samarbejdspartnere, men ikke mindst overfor vore borgere, har vi i kommunerne, og ikke mindst i IBK, i den grad opgraderet rent fagligt, primært på vores hjemmesygepleje, som er og fremadrettet vil vedblive at være krumtappen i den kommunale indsats i forhold til de praktiserende læger og sygehusene.

Hjemmesygeplejen skal med andre ord i øget omfang løse komplekse specialiserede sundhedsopgaver i tæt samspil med sygehuse og praktiserende læger.

Vi skal derfor have en og kun en hjemmesygepleje, som vore samarbejdspartnere tør stole på og som de kan komme i kontakt med døgnet rundt.

Det betyder, at vi i IBK ikke kun skal have hjemmesygeplejersker, som er generalister, men også have hjemmesygeplejersker, som er specialister i nogle af de store folkesygdomme. IBK har fx hjemmesygeplejersker med specialistuddannelser i sårsygepleje, paliation, demens, diabetes med mere. Vi har desuden i akutteam/specialist team som dækker hele kommunen.

En hjemmesygepleje, som er på arbejde hver eneste time året rundt. En hjemmesygepleje som i 2017 servicerede ikke mindre end 4910 af kommunens borgere, heraf 2400 på samme tid, hvoraf 500 har nødkald.

Antallet af borgere, som har brug for hjemmesygepleje, er stigende, derfor er det helt galt at bespare området, når alle ved, at udgifterne kommer til at stige. Området bør friholdes fra de generelle besparelser og i stedet styrkes. Der bør tilføres ekstra midler i takt med, at der bliver flere opgaver. Kommunens egen forening, KL, er ikke i tvivl: Hvis vi i kommunerne ikke leverer på faglighed og ekspertise og overtager regionale opgaver sander sygehusene til - og borgerne vil så ikke få den hjælp, de behøver. Det betyder ansættelse af flere og ikke færre medarbejdere i den kommunale sygepleje.

Min store bekymring her og nu handler om at muligheden for at fastholde og tiltrække kvalificerede hjemmesygeplejersker fremadrettet. Hvorfor dog arbejde i IBK når et flertal i byrådet mener, at man kan få mere kvalitet for pengene, når man udliciterer til små private firmaer, at man har et ønske om yderligere at udlicitere hjemmesygeplejeopgaver, og fyresedlen derfor rykker tættere og tættere på.

Hvorfor denne udlicitering og nedskæring af hjemmesygeplejen er vigtigt for de borgerlige partier og ikke mindst borgmesteren er mig en gåde, som jeg endnu ikke har fået svar på.

Hvorfor ønsker man at bruge omkring 1 million kroner over de næste år på beskrivelser og konsulenter i stedet for ekstra hænder i hjemmesygeplejen undrer mig - hvorfor spilde penge på noget, der er dyrere og dårligere?

Partierne er åbenbart ligeglade med den viden og den bekymring som for eksempel Ældrerådet lægger for dagen i deres pressemeddelelse 24. april 2019.

Hvordan et lille nystartet firma med ganske få ansatte skal løse de komplekse opgaver jeg har redegjort for 365 dage om året - om at overhovedet kan få de praktiserende læger og sygehuslægerne til at uddelegere opgaver til et sådant firma, er mig også en gåde - de må være omfattet af en helt speciel overenskomst eller måske nærmere ingen.

Jeg håber, det mere handler om for lidt viden om det komplekse område og ikke om den sædvanlige borgerlige mistro til at offentlige medarbejdere, her hjemmesygeplejen, udfører deres opgaver effektivt og ordentligt.

Jeg vil advare på et kraftigste mod denne kvalitetsforringelse af vores meget velfungerende hjemmesygepleje, som besparelserne og udliciteringen vil medføre og er samtidigt dybt bekymret for om borgerne i IBK, med denne øvelse fra de borgerliges side, fremadrettet vil få den hjælp, de har krav på.


Ordet er dit



Mere Debat