Tip os log ind
Borgmester Ib Boye Lauritsen får beviset på, at man i Brande er dybt bekymret af den nyvalgte formand for Brande City, Preben Christensen. Han havde taget Klaus Nikolaj Nielsen og Preben Sørensen med sig ved overrækkelsen af de 2329 underskrifter.
Foto: Flemming Thulstrup

2329 bekymringer fra Brande - ærgerligt siger borgmester

Preben Christensen afleverede en ordentlig stak underskrifter fra bekymrede branditter
10. december 2018, 12.55

underskrifter Bekymringer er mange og store i denne tid, og det handler ikke om budgettet, gaverne eller noget helt tredje i den travle juletid.

Mandag formiddag lagde den nyvalgte formand for Brande City Preben Christensen vejen forbi borgmesterkontoret i Ikast med mappen fuld af bekymringer fra bysbørnene.

Den rummede 2329 underskrifter, der blev overrakt borgmester Ib Boye Lauritsen (V).

- Der er mange underskrifter, og det giver jo et klart signal om den bekymring, som Brandes borgere har til fremtiden, sagde Preben Christensen.

Han pegede på, at Brande nu mister 130 kommunale arbejdspladser, ligesom der er fare for, at Turistkontoret også lukker.

- Og så er der beslutningen om skoletandplejen. Det kan folk i Brande ikke forstå, og kommer den tilbage, og hvordan ser det ud med biblioteket i den nye skole, sagde Preben Christensen.

Han pegede også på, at man i Brande er usikker på, om man fortsat kan leve op til det at være centerby i kommunen, hvilket er vigtigt ikke mindst set i lyset af de store byggeplaner, som Bestseller arbejder med.


Hamrende ærgerlig

Borgmester Ib Boye Lauritsen takkede på vegne af byrådet for de mange underskrifter.

- Jeg er dybt imponeret over, at så mange har skrevet under. Samtidig er jeg hamrende ærgerlig. I er jo en helt ny organisation, og den første handling er at udtrykke mistillid. Vi har jo holdt en del møder i Brande, men vi må åbenbart ikke have gjort det godt nok, erkendte borgmesteren.

Han lovede, at de mange underskrifter ville være et punkt på dagsordenen, når Plan- og Økonomiudvalget holder møde tirsdag.

Han kunne dog ved overrækkelsen af de mange underskrifter feje en af de store bekymringer bort.

- Det er besluttet, at tandplejen i Brande får plads på den nye Centerskole, som jeg personligt har valgt at kalde den. Det ligger fast, også selvom vi måske kunne have valgt billigere løsninger, sagde Ib Boye Lauritsen.

- Vi må få det her samarbejde til at lykkes, fastslog borgmesteren.

Det var Preben Christensen med på.

- Jeg har med vilje undladt ordet mistillid. Vi var i Brande City i noget af et dilemma, men var nødt til at lytte til folks bekymringer. Der var nogle, der ville lave en demonstration, men det blev altså ved disse underskrifter, sagde Preben Christensen.


Ordet er dit



Mere Brande