Tip os log ind
Morten Bentsen og hunden Luca i Ikast Dyreklinik. I baggrunden ses Jane Grønkjær.
Foto: Jacob Hove

25 år som dyrlæge i Ikast

Dyrlæge Morten Bentsen fejrer på fredag 25-årsjubilæum som dyrlæge i Ikast
03. maj 2019, 06.50

Ikast Det handler både om dyr og mennesker, fortæller dyrlæge Morten Bentsen om arbejdet som dyrlæge.

På fredag fejrer han 25-årsjubilæum som dyrlæge på Ikast Dyreklinik på Østergade 68.

På dagen er der reception med pølser, øl og sodavand. Alle er inviteret heriblandt tidligere kollegaer i området.

Morten Bentsen blev færdig som dyrlæge i 1986 og har blandt andet været dyrlæge i København, inden han for 25 år siden kom til Ikast.

Familien boede i Herning, og Morten Bentsen havde job i Esbjerg, da muligheden for at komme til at arbejde tættere på hjemmet bød sig i Ikast.

- Der er sket meget de seneste 25 år, siger Morten Bentsen, der fortæller, at tidligere arbejdede klinikken både med de mindre dyr og landbrugsbesætninger.

Landbrugsdelen er senere blev skilt fra og fokus flyttet over på de mindre dyr som hund og kat, for som Morten Bentsen siger:

- Det er blevet meget mere specialiseret, og der er meget stor forskel på en lille puddel og en stor kvægbesætning.


Dyrene i fodenden

Menneskers forhold til deres dyr har også ændret sig meget.

Tidligere var en hund en, der var med på jagt, og katten holdt musene væk.

- I dag er dyrene rykket ind i fodenden, siger Morten Bentsen.

- De er blevet en del af familien. »Det er vores børn«, som mange siger til mig, siger han.

Derfor er det menneskelige aspekt også enormt vigtigt for en dyrlæge.

- Det handler både om at stille en diagnose på fru Jensens hund, men det handler også om at få kommunikeret til fru Jensen, hvilke muligheder der er, og finde ud af hvad fru Jensen ønsker. Kommunikation er så vigtigt, og det er noget af det, som gør jobbet spændende, siger Morten Bentsen, der ikke aner, hvad han ville være, hvis han ikke var blevet dyrlæge.

Ikast Dyreklinik består udover Morten Bentsen af en autoriseret veterinærsygeplejerske. Derudover er der en afdeling i Herning, hvor der sidder to dyrlæger og to veterinærsygeplejersker.


Ordet er dit



Mere Ikast