Tip os log ind
Der var fest og farver da Ikast deltog i den store KFUM og KFUK børnefestival i Haderslev
Foto: Privat

29 børn og barnlige sjæle fra Ikast på Børnefestival

KFUM og KFUK inviterer hvert andet år til stor fællesskab - i år i Haderslev
06. april 2018, 10.37

BØRN Over 1.000 børn og voksne frivillige samlet til Børnefestival i Haderslev. Ud fra temaet 'De levende brikker' oplevede børnene, at alle er vigtige og unikke brikker i et større puslespil.

Det var trætte, men glade, børn, der søndag eftermiddag vendte hjem efter en oplevelsesrig weekend på Børnefestival i Haderslev.

Her har de boet på en byens skoler; danset, leget og sunget i Idrætscenteret; mens de også - godt klædt på med varmt tøj - var på byløb i Haderslev. Her kom de omkring eventyr og bibelfortællinger i Domkirken og ved Damparken, hvor de også selv skulle kaste sig ud i tillidsøvelser og gribe hinanden.

Festivalen sluttede af med en børnevenlig gudstjeneste i Idrætscenteret, hvor offentligheden også var inviteret til at deltage.


De levende brikker

Temaet for Børnefestival var 'De levende brikker'. Det dækker over, at alle har brug for hinandens forskelligheder; hverken den enkelte brik eller fællesskabet kan bestå uden hinanden.

Det oplevede børnene blandt andet under en markedsdag i Haderslev Idrætscenter, hvor de i to store hold dystede om at samle flest af 300.000 puslespilsbrikker ved bordfodbold med mennesker, hønseskidning og stopdans.

Om aftenen fik værterne Merete og Jonas børnene med på masser af skøre konkurrencer og danse, når der var stort fællesshow.

Der var også optræden af drengegruppen High Five, som er en del af Haderslev Drengekor. Der blev helt stille i salen, da drengene med lyse sopranstemmer sang numre som 'Amazing Grace' og 'Den jeg er' af Rasmus Seebach.

Det var ligeledes et stort hit, da fodboldspilleren Brian Mengel "Brizze" kom på scenen og viste tricks. Begejstringen blev ikke mindre af, at boldtalentet stillede op til gruppebilleder efterfølgende.


Lyst til fællesskabet

Børnefestival arrangeres af KFUM og KFUK i Danmark hvert andet år - hver gang et nyt sted. I år var det KFUM og KFUK i Haderslev, der var værter, og her havde de frivillige arrangører brugt halvandet år på at arrangere weekenden, der i alt har haft omkring 400 frivillige.

- Vi har simpelthen haft så mange gode frivillige, som har gjort deres bedste for at skabe en uforglemmelig weekend for børnene. Nogle har brugt hundredvis af timer, andre har lige været klar til at give en hånd med, hvor der var brug for det. Vi kunne ikke have gjort det uden alle dem, siger festivalchef Peter Vibe.

Han tilføjer med et smil, at det selvfølgelig heller ikke kunne have været gjort uden børnene:

- De har bare været med på alt det, vi har fundet på. Selv når de har været trætte, så har de været hurtige til at blive klar igen, fordi de bare havde lyst til fællesskabet og til at opleve. Det har været en kæmpe fornøjelse.

Næste Børnefestival holdes i Thisted i 2020.

KFUM og KFUK er en kirkelig børne- og ungdomsbevægelse, der tilbyder børn og unge aktiviteter lokalt, lejre og festivaler over hele landet og et globalt fællesskab gennem YMCA og YWCA.


Ordet er dit



Mere Fritid