Tip os log ind
  • 1/: Præsident Jens Karl Jensen ønsker Martin Kjærsgaard til lykke - bag ved ses hustruen Line
    Foto: Steen Hebsgaard
  • 1/: Martin Kjærsgaard var inviteret til den ugentlige spisning i Ikast Y's Men's Club. Her pakker han sin gave op
    Foto: Steen Hebsgaard

35-årig kørestolsbruger får pris - fordi han ikke lader sig kue

Martin Kjærsgaard påskønnet af Ikast Y's Mens Club for sin indstilling til livet og sit handicap
28. maj 2017, 10.11

IKAST - Du får en pris, fordi du ikke lader dig kue, men trofast arbejder for det, du tror på og for et menneske- og livssyn, du finder vigtig. Der er brug for mennesker som dig, som står for noget, som tror på noget og er villig til at ofre sig for en sag.

Flotte ord - sagt af en præsident til Martin Kjærsgaard fra Ikast.

Måske ikke en rigtig præsident, men præsidenten for Ikast Y's Menc Club, Jens Karl Jensen, der forleden overrakte klubbens »Dig lagde vi mærke til«-pris til den 35-årige kørestolsbruger.

Ikast Y's Men genoptag den gamle tradition sidste år, og havde i år valgt at uddele prisen til Martin Kjærsgaard, der var inviteret til spisning sammen med hustruen, Line.


Lam efter biluheld

Martin, der er født og opvokset i Ikast, kom som 22-årig til skade ved et biluheld, der brækkede ryggen på ham og gjorde ham lam i benene.

Siden da har han siddet i kørestol.

Han nåede at blive uddannet landmand inden uheldet og kan stadig hjælpe med forældrenes landbrug ved at køre traktor.

Men det blev et job på Niebuhrs Gears i 2004, der gav ham livsindhold og et arbejde med udfordringer.

- Jeg kan godt lige at bruge mine hænder - og blive en smule beskidt, siger Martin med et smil.

Ud over kørestolen har han en bil til at komme rundt med - og de fleste vil kende den 35-åriges færden på en specialcykel, som han betjener med ... hænder og arme i stedet for benene.


Spejderarbejdet

Spejderarbejdet i KFUM-spejderne har også været en vigtig del af Martins fritidsliv. Han har været leder i mange år, og er med i forreste front ved den kommende store landslejr for alle spejdere i Sønderborg til sommer.

Om sin pris fra Y's Men-klubben siger Martin Kjærsgaard:

- Det er et dejligt klap på skulderen - og det kom lidt bag på mig. Der er jo også dage, hvor jeg ikke har det så godt. Der bliver jeg hjemme. Når folk ser mig ude i byen, har det fint. Og sådan er det heldigvis det meste af tiden, siger Martin, der for tre år siden blev gift med Line.


Blev spejder - fordi hun var forelsket

Deres kærlighed til hinanden opstod i forbindelse med spejderarbejdet, og Line indrømmer, at hun var nødt til at melde sig ind som spejder for at lære det spændende menneske at kende - og prøve at sove i shelter sammen med ham og de andre spejdere.

I sin tale til Martin Kjærsgaard sagde præsidenten blandt andet:

- Vi støtter mange ting inden for kirkeligt børne- og ungdomsarbejde, og holder øjnene for personer, som fortjener en særlig opmærksomhed, fordi vedkommende er særlig aktiv og brænder for en sag. Det gør du Martin.

- Du er inkarneret spejder. Dit handicap har ikke afholdt dig fra at være aktiv - selv om du lige nu har en pause i spejderarbejdet. I er begge aktive i KFUM og K, du hjælper med indsamlinger og salg af lodsedler. Du passer dit arbejde på Niebuhr, og du ønsker ikke, at der skal tages specielle hensyn til dig, selv om du har et handicap at slås med. Du er et eksempel til efterfølgelse.

Ud over en designfigur følger et kontant beløb med prisen.


Ordet er dit