Tip os log ind

35-årig stukket med kniv efter slagsmål i Herning

Manden kom i håndgemæng med fire personer - og blev stukket to gange
07. januar 2018, 08.54

HERNING Et slagsmål på Danmarksgades p-plads i Herning i aftes kunne have fået fatale konsekvenser for en 35-årig mand fra Videbæk.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at manden var kommet i diskussion med fire mænd af udenlandsk herkomst.

Det kom til håndgemæng, og efterfølgende konstaterer den 35-årige, der er fra Videbæk, at han er stukket to gange - en gang i brystet og i maven.

- Han bliver indlagt på sygehuset og tjekket godt igennem, da man var bange for, at det kunne være gået ud over bughulen. Men det viste sig ikke at være så alvorligt, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Det er først på det tidspunkt, politiet kommer ind i billedet.

- Vi efterforsker sagen, men har foreløbig ingen spor at gå efter. Så hvis vidner har set noget, hører vi gerne fra dem.

Knivstikkeriet fandt sted ved 20-tiden lørdag aften.

Politiet kan kontaktes på 114.


Ordet er dit



Mere 112