Tip os log ind
Else og Kurt Larsen behøvede kongebrev for at gifte sig den 2. juni 1952. Dengang var den bare 17 og 20 år og blev ikke spået mange chancer. Men de beviste noget helt andet og fejrer i år Krondiamantbryllup foto Laila Kempel

65 års fællesskab startede med kongebrev

Else og Kurt Larsen fejrer den 2. juni kron-diamantbryllup
23. maj 2017, 15.46

BRYLLUPSDAG fredag den 2. juni 2017 er en hel speciel dag for ægteparret Else og Kurt Larsen.

Det er nemlig præcis 65 år siden de som purunge og et kongebrev i hånden gav hinanden deres ja i kirken i Hedested.

Dengang troede ingen rigtig på, at det ville holde. Men den påstand har parret så godt og grundigt gjort til skamme.

Krondiamantbryllup er de færreste forundt at opnå, men når man blot er 17 og 20 år når man følges ud af kirken, så er der rent statistisk bedre chancer end i dag, hvor mange er helt op til dobbelt så gammel inden de indgår ægteskab.

Parret er netop flyttet ind i en fælles lejlighed i Rolighedsparken og har ifølge familien fået livsgnisten tilbage.

Der er ingen mad, der skal laves, ingen støvsuger, der skal findes frem - eller have, der skal luges.

- Vi får jo det hele serveret, siger Else Larsen glad og frejdigt og fortsætter.

- Ja selv øl og snaps kan vi få når det er weekend, hvad kan man ønske sig mere, siger hun.

Parret var ikke meget for at rykke »på plejehjem« som de selv udtrykker det. Men sønnen Keld stillede dem til sidst stolen for døren, og så var der bare en hindring, parrets lille hund Paw.


Besøgshunden Paw

Men selv det kom der en lykkelig slutning på.

- Vi havde jo fast hjemmehjælp, da vi boede selv. Og en dag kom »Susanne« og fortalte, at hun forgæves havde ledt efter en lille hund som vores lille Paw. Hun spurgte om jeg vidste, hvor hun kunne finde en sådan hund. Og ja, hun var vel på det rette sted på det rette tidspunkt, for det var jo løsningen på det hele. Hun fik Paw og de kommer jævnligt på besøg, siger Else Larsen og fortæller om det kæmpe kram hun fik af hjemmehjælperen, der var ganske overvældet over gaven.

Kurt Larsen har i mange år været bygningsmaler, men også engageret i en lang række lokale foreninger. I dag nyder han at komme på Frisenborgparken et par gange om ugen.

- Ja, hvad laver jeg.... Snakker mest med de søde piger, siger han og afslører, at humøret i alt fald ikke fejler noget, selv om mobiliteten uden rollatoren er indskrænket.

Parret er nye beboere i Rolighedsparken og glæder sig til at få de mange aktiviteter ind under huden.

- Der sker mange ting, blandt andet sangeftermiddag, men det skal vi først til at finde ud af, siger Krondiamantparret, der trods en vis skepsis er blevet rigtig glade for deres nye bolig.

I lejligheden er der også egen udgang til en lille terrasse med et lille cafesæt, så de kan sætte sig ud og nyde forårssolen.

- Men måske vi skulle ønske os en parasol...lyder det eftertænksomt fra krondiamantbruden, da hun går i haven for at lade sig fotografere i anledning af den store dag.

Else og Kurt Larsen fejrer deres 65 års bryllupsdag på dagen sammen med den nærmeste familie.


Ordet er dit