Tip os log ind
Svend Erik Schmidt

Anerkendt ekspert leder af friskole

Svend Erik Schmidt ny leder af ISI Idrætsfriskole - Guldminen
01. december 2018, 08.57

IKAST Når ISI Idrætsfriskole - Guldminen til sommer åbner dørene for det første kuld elever fra 0.-3. klasse bliver det med den anerkendte ekspert i læring og læringsstile, Svend Erik Schmidt, som daglig friskoleleder, i samarbejde med ISI's forstander, Torben Østergaard.

Svend Erik Schmidt er 56 år, og har igennem en lang årrække fungeret som rådgiver, udvikler og sparringspartner i en lang række sammenhænge.

Han var manden bag TV2 programmet: "Skolen - Verdensklasse på 100 dage" - et projekt der gennem Svend Eriks Schmidts læringsfilosofi løftede Gaurslund Skole op blandt de bedste skoler i Danmark, og som efterfølgende satte en ny standard for skoleudvikling i Danmark. Senere stod han også bag TV2-serien: "Plan B", ligesom han har skrevet flere bøger om måder at lære på.

- Set i et pædagogisk perspektiv vil jeg sige, at dette er en unik mulighed for i praksis at realisere visionen om at accelerere det enkelte barns læring i en atmosfære af verdensklasse og i respekt for fællesskabet.

- Børn lærer på forskellige måder, det ved vi, og vi ved også, at mange lærere har svært ved at realisere idéen om læringsstile i den traditionelle skole, fordi vi mangler manpower i en model, hvor én lærer ofte står alene med 24 eller flere elever, som alle lærer bedst på hver deres individuelle måde. Det bliver markant anderledes med dette projekt, slår Svend Erik Schmidt fast, idet han i nærværende projekt ser nye og unikke muligheder for at accelerere det enkelte barns læring i et optimalt miljø med passionerede undervisere, både sportsligt og pædagogisk.


Ambition om dreamteam

- Jeg har en ambition om at skabe et dreamteam af certificerede og entusiastiske lærere omkring eleverne. Det er mit udgangspunkt, at alle kan lære alt - det handler i virkeligheden om at finde den rette vej, og det får vi fantastiske betingelser for at gøre på denne helt unikke idrætsfriskole, siger Svend Erik Schmidt.

I sin rolle som leder vil han være tæt på det enkelte barn og forældre, og han glæder sig til at stå i spidsen for det, han beskriver som en læringshave.

- Når vi snakker børn i så ung en alder, er det umuligt at sige, om barnet bliver en god fodbold- eller håndboldspiller, så optagelseskriteriet handler i højere grad om passion. Børnene skal have brændende lyst til deres sport, og der skal være optimal opbakning fra forældrene. I Guldminen sørger vi for de optimale rammer, og med den cocktail imellem den sportslige og pædagogiske dimension, vi skaber, øger vi sandsynligheden for at udnytte det enkelte barns evner og potentiale rent læringsmæssigt, siger Svend Erik Schmidt.


Delte meninger?

Han er forberedt på, at der givetvis vil være mange og delte meninger om Guldminen - også i pædagogiske kredse.

- Når man tør sætte en klar kurs, vil der altid være folk, som bryder sig mere om en anden kurs, men jeg tror, at dette projekt i virkeligheden er noget af det, de fleste går og drømmer om i pædagogiske kredse, siger Svend Erik Schmidt.

Guldminens leder er derfor også begrundet optimist i forhold til at rekruttere de allerbedste undervisere fra den sportslige og pædagogiske verden. Også ISI's forstander, Torben Østergaard, er begejstret:

- Vi har fra starten af været enormt opsatte på at finde den helt rigtige daglige friskoleleder, og i Svend Erik Schmidt har vi fundet den ønskede kvalitet, erfaring og faglig viden ind i at arbejde med børn og unge i denne aldersgruppe.

- Det handler om at skabe et unikt lærings-miljø, hvor idrætten er integreret i hele undervisningsdagen, og hvor vi vil tage afsæt i elevernes individuelle forudsætninger og behov, men også om, at vi har glæde i hverdagen, og fokus på nærvær, positiv og anerkendende tilgang til hinanden i et forpligtende fællesskab.


Ordet er dit



Mere Navne