Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Anholdt to gange på under et døgn

04. september 2019, 09.10

Brande-Ejstrupholm-Herning Klokken 8.36 i går mistede en 43-årig mand fra Kibæk herredømmet over sin bil og kørte ind i et træ på Brandevej mellem Brande og Ejstrupholm.

I bilen var også hans 32-årige samlever. Begge var fastklemte og blev kørt på hospitalet.

Politiet skønnede samtidig, at manden var påvirket. Det viste sig, at han var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer. Samtidig fandt politiet en klump hash og nogle svampe på manden. Men det stopper ikke her.

Senere kom den 43-årige mand igen i politiets søgelys. Klokken 00.25 tikker en anmeldelse om et indbrud ind på Dalgas Allé i Herning, hvor det meldes, at et sæt bilnøgler er stjålet. Signalementet af indbrudstyven passer på den 43-årige mand fra Kibæk, og kort efter - klokken 00.44 - finder politiet manden, som kan sættes i forbindelse med indbruddet og biltyveri. Lokalpolitiet oplyser, at man nu afventer juristerne i forhold til, hvad der videre skal ske med den 43-årige mand.


Ordet er dit



Mere Ejstrupholm