Tip os log ind
Charlotte Gye Sørensen.
Foto: Privatfoto

Arbejdsstyrken skal gøres robust

I Ikast-Brande er der stor fokus på, at dem, der ikke fik en uddannelse, får chancen, selv om de er fyldt 40 år
20. september 2019, 06.50

Ikast-Brande Alle unge får tudet ørerne fulde om, at de skal tage en uddannelse. Men hos gruppen af unge voksne er der stadig en del, som arbejder ufaglært.

- I en tid, hvor erhvervslivet mangler faglært arbejdskraft, så har vi som kommune et ansvar for at få gjort arbejdsstyrken mere robust i forhold til de medarbejdere, der efterspørges. Det handler om et generelt kompetenceløft, som alle får gavn af, siger arbejdsmarkeds- og borgerservicechef Charlotte Gye Sørensen.

Som et eksempel nævner hun en mangeårig ansat, der som voksenlærling kan få løftet sit uddannelsesniveau, så det matcher det, som arbejdspladsen efterspørger. Stillingen som ufaglært kan derved blive ledig og udfyldes af en anden ledig jobsøgende borger, der således fjernes fra offentlig forsørgelse.

Ikast-Brande Kommune har sammen med andre kommuner i det midt- og vestjyske stor fokus på, at voksne faktisk godt kan tage en uddannelse/læreplads uden at skulle give køb på deres forsørgelses-forpligtelser med hus, børn og familie.

- Voksenlærling-konceptet er en gevinst for alle, vurderer Charlotte Gye Sørensen.

Ikast-Brande har allerede god erfaring med at løfte uddannelsesniveauet på områder, hvor arbejdskraften efterspørges. Og da der samtidig er tale om en ordning, som finansieres via statsmidler, er det ren win-win, forklarer Charlotte Gye Sørensen.

I øjeblikket er der stor udfordringer med at finde faglært arbejdskraft indenfor bygge og anlæg, sosu-områderne og industriteknikere.

- På nogen områder er efterspørgslen så stor, at vi kan garantere, at der følger et job med i halen på uddannelserne, siger Charlotte Gye Sørensen.

Helt konkret har Ikast-Brande haft succes med at tilbyde ledige et kort introforløb til Sosu-uddannelserne i Herning. Kurset giver dem adgang til vikar- og sommerferiejobs, som giver den praktiske erhvervserfaring, som igen baner vejen til en uddannelsesplads på sosuskolen og efterfølgende job.

Voksenlærling giver voksne mulighed for at tage en uddannelse med en rimelig indtægt, og samtidig kan virksomheden få kompensationen/tilskud til den øgede lønudgift.


Hvem kan blive voksenlærling

En borger har har mulighed for at blive voksenlærling, hvis man er fyldt 25 år og passer på én af følgende beskrivelser:

- Ledig uden en erhvervs- eller videregående uddannelse

- Ledig med uddannelse, der ikke har været brugt de sidste fem år

- Ledig med uddannelse, der har været ledig i mere end seks måneder

- I arbejde uden erhvervs- eller videregående uddannelse.

Ordet er dit



Mere Erhverv