Tip os log ind
Joan Heerwagen, Kristina Lindebjerg og Jeanett H. Larsen - tre lokale som her øver sig på »Dyrene i Hakkebakkeskoven«
Foto: Mch

Bamsemor og Bondekonen kommer fra Bording

MCH's »Dyrene i Hakkebakke-skoven« henter også bedstemor Skovmus fra Ikast
01. februar 2017, 20.07

MUSICAL Når MCH i vinterferien opsætter Dyrene i Hakkebakkeskoven, er det med flere skuespillere fra Bording og Ikast.

Dyrene i Hakkebakkeskovens Bamsemor spilles nemlig af 48-årige Joan Heerwagen. Også 22-årige Kristina Lindebjerg fra byen er med i forestillingen, hvor hun spiller Bondekonen, mens bedstemor Skovmus spilles af Jeanett H. Larsen fra Ikast, som desuden er instruktørassistent på forestillingen. Jeanett har tidligere medvirket i en lang række af musicals.

Der er store forventninger til årets børnemusical i MCH Herning Kongrescenter, der har premiere 11. februar og spiller frem til og med 16. februar.

Børn i alle aldre kender og elsker historien om alle dyrene i Hakkebakkeskoven.

Kongrescentrets teatersal er forvandlet til en skov, og her bor Klatremusen, Mikkel Ræv, Bamsefar og alle de andre dyr fra den norske forfatter Thorbjørn Egners forunderlige univers. Mange kan synge med på »Hip Hurra for Bamsefar« og »Når en peberkagebager bager peberkager..«, og der bliver sjov og spas, men også noget at tænke over, for hvorfor er det egentlig, at skovens dyr behøver at spise hinanden, som Mille Skovmus funderer over. Medmenneskelighed og tolerance er nøgleord i klassikeren om dyrene i skoven.


Dygtige midt- og vestjyske skuespillere på scenen

»Dyrene i Hakkebakkeskoven« er en MCH-egenproduktion, ligesom Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg tidligere har været det. Kim Harris er instruktør, og børn og voksne fra Midt- og Vestjylland optræder på de skrå brædder.

- Vi er meget begejstrede for vores medvirkende til denne musical. Der er masser af talent og god stemning i skuespillergruppen, og det skrider rigtig godt fremad med prøverne. Vi håber, rigtig mange familier vil komme og se musicalen, for der er masser at glæde sig til - både for dem, der kender historien og for nybegyndere i Hakkebakkeskovens univers, siger Stina Tang Frandsen, projektleder i MCH musicals.


Ordet er dit