Tip os log ind

Bare det swinger og gynger

Old Boys Big Band et trækplaster til Open by Night og kulturnatten
29. september 2017, 06.44

IKAST Glade øjne, varme kinder og fødder der vipper - et band i nærkontakt med sit publikum.

Sådan beskrives Old Boys Big Band - OBBB - som i forbindelse med Open by Night og Kulturnatten underholder i Strøgcentret hele tre gange fredag aften.

Sammen med dirigent og orkesterleder Hans Holm har OBBB siden 1994 udviklet sig fra en flok glade amatører og halvprofessionelle musikere til et underholdende bigband, der fyrer op under publikum, så det kan mærkes, med gode gamle jazz standards såvel som blues, rock og pop-hits af

nyere dato. Bandets erklærede målsætning er: "Gode oplevelser", og den målsætning nås kun ved at give publikum "Gode oplevelser".

For netop at fokusere på variation og underholdning har OBBB udviklet en omfattende vokalgruppe på ikke mindre end 6-8 sangere, der i forskellige kombinationer kan vække glade minder om alt fra Franky Boy over Tony Bennett til Manhattan Transfer og Mills Brothers for slet ikke at tale om Andrews Sisters, Elvis, Tom Jones, Blues Brothers, Ray Charles, Otto Brandenburg, Four Jacks, Gitte Hænning og mange flere.

OBBB er til det hele, bare det swinger og gynger.

Med udgangspunkt i det naturskønne område syd for Silkeborg underholder OBBB over det ganske danske land til festivals, i jazzklubber, til byfester, større kulturarrangementer og i andre sammenhænge, hvor det ikke virker alt for overvældende med 30 glade musikere på én gang.


Ordet er dit