Tip os log ind
Torben Chris gæster RemisenBrande 30. oktober.
Foto: Pr-foto

Begavet brok i Remisen

Torben Chris, der er kendt som det mest uforsonlige brokkehoved i dansk stand-up, besøger RemisenBrande onsdag 30. oktober. Han har en holdning til stort og småt, men har han noget at have det i?
22. oktober 2019, 12.05

Brande Torben Chris er kendt som det mest uforsonlige brokkehoved i dansk stand-up. Når han først har fået fat i et emne, som trænger til en lærestreg, slipper han det ikke, før det ligger knockoutet og gispende efter luft på scenegulvet. Han har en holdning til stort og småt, men har han noget at have det i?

Svaret er et rungende "ja" - Torben Chris har licens til at være belærende. Han er nemlig uddannet folkeskolelærer, men lykkeligvis - for de danske skoleelever - har han endnu ikke slået sine folder i undervisningssektoren. Indtil nu, altså. For i sit nye onemanshow løfter han sit brok og sine observationer til et endnu mere belærende og hårdtslående niveau end nogensinde før.


Garanti for begavelse

Torben er ikke bleg for at stikke snuden frem i den offentlige debat. Han har blandt andet gjort sig internationalt bemærket med et billede af sig selv i badekar med sin datter, og med sin egen far.

Derudover har man i to sæsoner kunnet se en frådende Torben Chris brokke sig over alt fra politikere til popcornpriser i programmet »Giver det mening - ifølge Torben Chris« på TV 2 Zulu.

»Torben Chris' ABC« er komikerens andet onemanshow - foruden hans tre succesfulde shows sammen med Thomas Hartmann »Mens Room«. Showet er minutiøst gennemarbejdet, så hvis du ønsker at bruge din energi på en skolelærer, du rent faktisk gider blive belært af, er der her garanti for, at du bliver begavet med både morskab, klogskab og galskab.

Billetter kan købes på RemisenBrandes kontor, Ikast Bibliotek, hos VisitHerning eller på brandebilletten.dk.


Ordet er dit



Mere Brande