Tip os log ind
Ældrechef Dorthe Jepsen i forbindelse med første spadestik.
Foto: Henrik Ole Jensen

Bøgildlund indvies: Der er sket en stor udvikling

Der er sket en stor udvikling, når det gælder den typiske beboer på et af landets plejecentre
12. april 2019, 08.15

Der er sket en stor udvikling på landets plejecentre og således også på dem i Ikast-Brande Kommune.

Helt overordnet er beboerne ældre, når de flytter ind, og de bliver der i kortere tid, og den ændring spiller en stor rolle, når det gælder planlægning af, hvornår der skal bygges nye plejecentre, og hvordan de skal indrettes.

Det fortæller sundheds- og ældrechef i Ikast-Brande Kommune Dorthe Jepsen.

- Flere beboere end tidligere er demente, når de flytter ind. Det er sådan, at så længe man har fysiske sygdomme og handicap, så kan man med hjemmeplejen klare sig lang tid derhjemme. Der, hvor det ikke rækker mere, og der er brug for døgndækning, det er, når hjernen ikke kan følge med, og man bliver dement. Mange af dem på plejehjem har også andre sygdomme, som de har levet udmærket med i eget hjem, men når demensen rammer, bliver det svært både for den ramte og for de pårørende.

Beboerne er også ældre, når de flytter på plejehjem, og det betyder, at de er der i kortere tid.

- Når mennesker kommer på plejecenter, er de der i gennemsnit under tre år. Det har en stor betydning, når man skal beregne antallet af plejeboliger, der er brug. Hvis mennesker er der i 10 år i stedet for to til tre år, så er udskiftningen langsommere, siger Dorthe Jepsen og fortæller, at der derfor er sket meget med de beregninger, som kommunen bruger til at finde ud af, om der skal igangsættes nye byggerier for at få plads til de ældre.

Det er også forklaringen på, hvorfor det i sin tid blev meldt ud, at Bøgildlund ville åbne 11. september 2011.

- Dengang lagde man nogle helt andre beregninger til grund. Det er et helt andet mønster, vi ser nu.

- Det seneste år har der været ventetid i Ikast, og ventetiden er svagt stigende, men der er ingen panik, siger Dorthe Jepsen, der ikke ved, hvornår næste etape af Bøgildlund skal bygges.


Ordet er dit



Mere Ikast