Tip os log ind
  • 1/: Bøgildlund Plejecenter. Leder Lisa Knudsen.
  • 1/: Bøgildlund Plejecenter. Leder Lisa Knudsen.
  • 1/: Lokalleder Lisa Knudsen.
    Foto: Henrik Ole Jensen

Bøgildlund indvies: Et plejecenter med demensvenlige farver

Der er tænkt meget over valget af farver både på vægge og møbler på plejecenter Bøgildlund
11. april 2019, 16.10

Onsdag 13. marts blev det nye plejecenter Bøgildlund taget i brug.

Her flyttede beboerne fra Frisenborgparken til det nybyggede plejecenter på Bøgildvej 100 i Ikast.

Det var en særlig dag for både personale, pårørende og ikke mindst beboerne, der på Bøgildlund har fået nye omgivelser specielt indrettet til de udfordringer, som nutidens ældre kæmper med, hvilket især vil sige demens.

Der er plads til 24 beboere på Bøgildlund, der har lokalleder Lisa Knudsen i spidsen.

Hun fortæller, at der i udformningen af de nye omgivelser er blevet gjort rigtig mange tanker om, hvordan man laver et hus, som omfavner de demensramte borgere.

Lisa Knudsen viser rundt og fortæller blandt andet om den store betydning, som farverne spiller.

En af afdelingerne hedder Solsikken og her er gul en gennemgående farve.

- Vi forsøger at italesætte overfor en beboer, at »du bor jo her på den gule afdeling«.

Farverne betyder ikke som sådan noget i sig selv, men en demensramt hjerne kan bedre huske og genkende og altså i sidste ende finde tilbage til en bestemt farve fremfor at skulle huske et navn.

En anden detalje er, at dørene ind til beboernes værelser for eksempel på Solsikken er gule, mens dørene ind til et kontor eller et andet sted, hvor beboerne ikke skal være, er hvide.

- Dørene er hvide ligesom væggene, siger Lisa Knudsen og forklarer, at så tiltrækker de ikke beboerne.

På navneskiltet der viser, hvem der bor i en given lejlighed, er der også et lille billede, som symboliserer noget, der betyder noget for den pågældende beboer.

Billederne er udvalgt på baggrund af en samtale mellem personalet og beboeren. En mandlig beboer har for eksempel en jagerfly på sin dør, for det betyder noget for netop ham.

I det hele taget spiller farver en central rolle på Bøgildlund og for demensramte. Af samme grund finder man heller ikke sorte fliser eller andet sort på gulvet, for det ville en demensramte hjerne opfatte som et hul og gå uden om.

- Der er nogle farver, som er særligt demensvenlige såsom rød, siger Lisa Knudsen og viser møblerne i fællesarealerne frem, som i deres klare røde farve træder meget tydeligt frem i indretningen.


Tænkt på personalet

Der er selvfølgelig også tænkt på personalet, da Bøgildlund blev bygget.

Lokalleder Lisa Knudsen fortæller, at der er loftslifte på alle værelser, hvilket skal lette medarbejdernes daglige arbejde.

- Badeværelserne er også lavet store af hensyn til arbejdsmiljøet, og håndvasken kan blandt andet flyttes.

Fællesarealerne er også store, og så er huset bygget med skillevægge, så fællesarealerne både kan gøres mindre og større.

Det samme gælder på beboernes værelser, som enten kan være ét stort eller opdeles alt efter behov.

De store og lette fællesarealer giver både beboere og personale mulighed for udfoldelse, som da avisen er på besøg, hvor en medarbejder er ved at gøre klar til nogle øvelser med en stor ballon, mens stolene er blevet stillet i rundkreds.

- Mange demente søger kontakten med andre mennesker. Helt overordnet har de brug for at være sammen med andre, og det er derfor vigtigt, at de kan se liv omkring sig, uden at de sidder for tæt, siger Lisa Knudsen.


Ordet er dit



Mere Ikast