Tip os log ind
Formand for Sundheds- og omsorgsudvalget Frank Heidemann (S)
Foto: Flemming Hansen

Bøgildlund indvies: Hensynet til den enkelte beboer

Forud for arbejdet med Bøgildlund er der blevet hentet inspiration i blandt andet Holland
12. april 2019, 08.15

Det nye Plejecenter Bøgildlund er intet mindre end »spitzenklasse«.

Det mener i hvert fald Frank Heidemann (S), der udover at være 2. viceborgmester også er formand for Sundheds- og omsorgsudvalget og dermed har haft meget med det nye plejecenter at gøre.

Sammen med udvalget har han blandt andet været i Holland på inspirationstur for at se på, hvordan man der bygger til de ældre, som oftere end tidligere har demens, når de kommer på plejehjem.

- I Holland laver man forskellige miljøer og har for eksempel en afdeling, hvor dem som har været ansat på kontor bor og en afdeling til dem, som har været landmænd. Så bliver beboerne placeret alt efter, hvor de har været i livet, siger Frank Heidemann, der dog oplyser, at det ikke i Danmark er muligt på samme måde at bestemme, hvor beboerne skal placeres.

Inspirationen er dog til en vis grad taget med hjem.

Personalet på et sted som Bøgildlund får altid beboernes livshistorie, og den bliver der taget udgangspunkt i, når personalet skal snakke med beboerne, og den bruges til at gøre de ældre trygge.

Der er også hentet inspiration til indretningen, hvor gangene er lavet således, at beboerne ikke ender i en blindgyde, hvilket skaber frustration for en dement.

Sundheds- og omsorgsudvalget er ifølge Frank Heidemann ikke kun ude og se plejecentre, når der skal bygges nyt - man besøger alle plejecentre i kommunen.

- Én ting er at læse om noget i nogle papirer, men det er noget helt andet at opleve det selv, siger Frank Heidemann.


Placeringen

I forbindelse med etableringen af Bøgildlund var der flere bud på, hvor plejecentret skulle ligge.

Et forslag gik på at placere det midt i byen, og der kom sågar et bud ind udefra om, at man kunne indrette det således, at man kunne køre igennem på skateboard. Den idé blev ikke til noget blandt andet af hensyn til de ældre med demens.

- De har ikke brug for så meget stimuli, siger Frank Heidemann.

Placeringen af Bøgildlund er valgt, så der er mulighed for udvidelse. De 24 boliger er første etape af fire, og planen er på sigt at udvide Bøgildlund med yderligere tre identiske byggerier, så der i alt bliver plads til 96 beboere.

- I 2023 mangler vi 38 ekstra plejeboliger. I 2028 er der brug for 138 mere, end vi har i dag, siger Frank Heidemann.

Manglen vil især centrere sig omkring Ikast midtby.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune