Tip os log ind
Ikast Bio har i lang tid sørget for, at de ældre også kan få en god biograf oplevelse.
Foto: Steen Hebsgaard

Biografen er også for de ældre

Ikast Bio sørger for, at også folk med høreproblemer kan nyde en god dansk film i biografen. Der sættes ganske enkelt tekster på filmen
31. marts 2018, 15.12

IKAST I den lokale biograf gør man, hvad man kan, for at sørge for at alle kan nyde en god film. Også dem med høreproblemer.

Om eftermiddagen har biografen nemlig sørget for, at danske film har undertekster.

- Det gør vi, fordi vi føler, der er et behov for det. Mange ældre kan godt lide at gå tidligt i biografen, og det er ofte dem, der ønsker at få tekster på de danske film, forklarer biografdirektør Bjarne Raabjerg.

Det har Ikast Bio gjort i tre år, og faktisk har der siden biografens åbning i 2006 været installeret et teleslyngeanlæg, der gør, at mennesker med høreapparat kan slå høreapparetet til filmen og få lyden direkte ind i ørene.


Mumlende dialog

Det har ikke altid været nødvendigt at få tekst på de danske film. Det er først de senere år, oplever Bjarne Raabjerg.

- I gamle dage artikulerede skuespillerne dialogen meget korrekt. Nu er der en mere naturlig dialog, der kan gøre det svært for de ældre at få det hele med, siger han.

Derfor er det en mulighed at få tekst på de danske film i Ikast Bio, også selvom det ikke er en eftermiddagsforestilling.

- Man skal bare lige ringe i forvejen, måske en dags tid, så vi kan sætte den rigtige version på, fortæller han.

Som udgangspunkt er de aftenforestillingerne af danske film nemlig ikke tekstet, da det for nogle er en gene.

- Jeg synes, det er dejligt, at vi kan tilbyde det. Det giver tilfredse kunder, og det er det vi lever af. Omvendt synes jeg, at det er ærgerligt, at det er nødvendigt. For det har det ikke altid været. Med den teknik, der er i dag, burde det være muligt at gøre dialogen mere tydlig, mener biografdirektøren.

I dag får biografen oftest to versioner af de danske film fra filmudlejerne. En med tekst og en uden. Derfor har biografen ikke besvær med at sætte tekster på.


Ordet er dit