Tip os log ind
Kasper Pauli Pedersen

Blå økonomisk politik presser velfærden

19. november 2019, 18.57

Debat De seneste uger har Ikast-Brande kommunes viceborgmester og formand for Børne- og undervisningsudvalget Simon Vanggaard (DF) været i vælten i medierne på godt og ondt. 30. oktober slog han i avisen Politiken til lyd for, at børnenes statsminister Mette Frederiksen (S) bør sende flere penge via finansloven og 7. november kunne man så på tv-midtvest se Simon rose et forældreinitiativ i Nørre Snede, hvor en forældregruppe er gået sammen om at lave en støtteforening, der skal gøre lejrskoler og ture ud af huset muligt igen efter, at sparerunder af flere omgange har gjort det meget svært at få enderne til at hænge sammen.

Først og fremmest varmer det at se, hvordan Børne- og undervisningsområdet lægger Simon Vanggaard på sinde, og på et helt overordnet plan har Simon Vanggaard selvfølgelig en pointe - nødvendige sparerunder, en presset økonomi og underprioritering af velfærden gennem hele den forrige regeringsperiode, hvor Dansk Folkeparti var en del af regeringens parlamentariske grundlag, har virkelig gjort betingelserne i kommunerne vanskeligere og presset velfærden helt generelt.

Der er altså i den grad brug for, at velfærden igen prioriteres, og første skridt på den vej blev heldigvis også taget med den bedste kommuneaftale mellem den Socialdemokratiske regering og KL siden 2008. En kommuneaftale der blandt andet sikrede, at når der kommer flere børn og ældre i fremtiden, følger der også penge med ud i kommunerne til at løfte opgaven.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at smagen man står tilbage med i munden alligevel bliver lidt bitter, for når nu Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i Ikast-Brande Kommune tilsyneladende har en klar fælles interesse i at sikre bedre velfærd, hvorfor står Dansk Folkeparti så bag den økonomiske politik i kommunen, der når antallet af børn og ældre stiger, kun fremskriver budgetterne med 50 procent?

Over en årrække bliver det jo millionbeløb og det kunne altså, hvis vi stod sammen, se anderledes ud. Pengene er der, hvis den politiske vilje findes, og den økonomiske politik skal genforhandles i starten af 2020. Vi socialdemokrater rækker hånden ud til alle partier, der vil være med til at sikre en ny og mere retfærdig kurs.

For selvom vi er fulde af forståelse for en forældregruppe, der ikke har lyst til at se passivt til, mens deres børns skoletilbud langsomt, men sikkert forringes, så mener vi ikke støtteforeninger er den rigtige vej at gå, når det handler om vores fælles velfærd.

I hele Socialdemokratiets historie har vi kæmpet for ret og pligt, som et fundament i vores velfærdsmodel, så alle kan kræve sin ret, når de har gjort deres pligt og betalt deres skat, og netop derfor ser vi med bekymring på en udvikling, hvor brugerbetaling ad bagvejen bliver en realitet. Regeringen bør prioritere børnene og velfærden på den kommende finanslov, som endnu et skridt på vejen mod en genopretning af det de borgerlige brød ned, men kommunalpolitikere kan og bør ikke melde hus forbi i forhold til deres eget ansvar.


Ordet er dit



Mere Debat