Tip os log ind
  • 1/: Kamma Bundgaard, formand for Paragolf-udvalget i Brande Golfklub bød deltagerne velkommen til lørdagens Paragolf-match og udtrykte ønsket om en god dag på golfbanen.
  • 1/: Lisbeth Ridder Ebbesen fra Søllerød Golfklub var 63 cm. fra hole-in-one på hul 18. Men hun måtte nøjes med en birdie og en førstepræmie for at komme tættest på hullet.
  • 1/: Vestenvinden og regnen drillede paragolfspillerne ved lørdagens match. Her kæmper en af spillerne med at holde styr på paraplyen.

Blæst og regn drillede paragolferne

Lørdag 10. august dannede Brande Golfklub rammen om en vellykket og livsbekræftende dag ved Paragolf Brande med deltagelse af 48 spillere fra hele landet
14. august 2019, 06.44

ikast-brande På trods af det lidt drilagtige sensommervejr med drivende skyer, blæst og kraftige regnbyger var humøret højt hos de 48 spillere fra hele landet, der lørdag deltog i Brande Golfklubs Paragolf-match. Der blev spillet i tre rækker. Endvidere blev der også spillet en holdturnering.

Kamma Bundgaard, formand for Paragolf-udvalget i Brande Golfklub, kunne byde velkommen til spillere fra blandt andet Helsingør, Roskilde, Odense, Viborg, Dejbjerg, Horsens, Tollundgaard, Holstebro, Åskov, Nordborg, Trelleborg, Søllerød og Brande. Hun udtrykte glæde over den store tilslutning og ønskede alle en god og fornøjelig dag på banen i Brande.


Livsbekræftende golfdag

Det blev en livsbekræftende dag, hvor det med al tydelighed blev understreget, at golf er for alle - også selvom man er blevet ramt af sygdom eller uheld, der begrænser den fysiske udfoldelse. Heldigvis findes der hjælpemidler, så man kan komme rundt på banen og lade sig udfordre af den lille hvide golfbold. Et svagt syn, en ben- eller håndprotese eller manglende førlighed i den ene arm er ingen hindring for at være med og nyde en dag på golfbanen med spil og ikke mindst socialt samvær. Imponerende var det at se, hvor langt og præcist man kan slå, selvom man kun kan bruge den ene arm.

Der blev spillet på livet løs, der blev grinet og hygget rundt på banen, og det gode humør og den gode stemning blev taget med ind i klubhuset til den efterfølgende spisning og præmieoverrækkelse. Her stod personalet i Café 19 parat med lækker mad, som blev nydt i fulde drag, mens dagens hændelser på banen blev drøftet livligt.


DM for paragolfere

Fra flere af deltagerne var der stor ros til arrangementet, og der blev udtrykt ønske om at kunne komme igen næste år. Et ønske, som umiddelbart ser ud til, at klubben kan imødekomme.

I den forbindelse kan det nævnes, at der allerede 14. og 15. september bliver mulighed for at opleve paragolf på højeste plan. Her er Brande Golfklub nemlig vært ved det årlige DM for paragolfere.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune