Tip os log ind
  • 1/: En kamp om liv eller død på sabel mellem romdrikkende pirater. Det var bare en af de højdramatiske scenen i Hyldgårdens musical. ?
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: - Mon bedstemor og bedstefar er kommet, så de kan se, hvor dygtig jeg er? En af de mange medvirkende i musicalen kigger ud gennem teatertæppet.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Børnesange samt rim og remser blev fyret af i et hæsblæsende tempo. Enkelte havde man hørt før, men de fleste var helt nye for bedsteforældrene, der var publikum til musicalen på Hyldgård, der blev opført tirsdag formiddag.
    Foto: Flemming Thulstrup

Bortkomne børn i børnehave

Ulykkelige fædre stødte på trolde, pirater og Olsen Banden, da de ledte efter deres børn i Hyldgård Børnehave
08. maj 2019, 12.34

jubilæum To fædre gennemlevede tirsdag formiddag et mindre mareridt, da de kom for at hente børnene Olivia og Maja.

Børnene var ganske enkelt blevet borte midt i festlighederne omkring institutionens 40 års jubilæum.

Det medførte, at de ulykkelige fædre blev ført fra den ene stue til den næste i børnehaven, hvor de mødte trolde, romdrikkende pirater, prinsesser, Dracula og selveste Olsen Banden.

Først på den sidste stue fandt de endelig de to små piger, og glæden var så stor, at alle i børnehaven brød ud i spontan sang til taktfaste klapsalver fra det vel mindst kritiske publikum, som den danske musicalverden nogensinde har oplevet.

Bænkene i festteltet var nemlig besat af lutter bedsteforældre, der nød opførelsen og ikke mindst deres medvirkende børnebørn i fulde drag.

For der var heldigvis blot tale om fiktion i form af en musical, der var stykket sammen af en række børnesange samt rim og remser.

Der blev under hele forestillingen vinket frem og tilbage fra bænkene til scenen, men den åbenbare gensynsglæde på tværs af generationerne ødelagde på ingen måde oplevelsen.

For en enkelt af de små skuespillere blev det hele dog lidt for meget. Som en anden diva forlog hun de skrå brædder og fandt en tryg havn i bedstefars favn.

Ellers deltog alle børn i børnehaven og de ansatte med i forestillingen, der bød på kolbøtter og fægtescener og i det hele taget var spækket med dramatiske højdepunkter, der blev understøttet af imponerende kulisser og kostumer.

De hyppige sceneskift gjorde, at publikumhele tiden blev præsenteret for nye ansigter og optrin, inden man nåede frem til den store finale, hvor samtlige medvirkende fandt vej til scenen, hvor de høstede deres velfortjente bifald.

Gårsdagens musical for bedsteforældrene er blot en af mange arrangementer i anledning af 40 års jubilæet.

Der er blevet festet igennem hele ugen for de 88 børn og de ansatte i børnehaven.



Ordet er dit



Mere Ikast