Tip os log ind
  • 1/: Ida B. Larsen, Mathilde Ørskov og Julie Rosenbeck fra 3. årgang synes især, at matematiktimerne er blevet sjovere, efter at den nye bevægelses- og motoriktrappe er kommet til.
  • 1/: Hver dag er elever fra Engesvang Skole i gang på trappen ved Engesvang Hallen. Det handler om »undervisning i bevægelse«.
  • 1/: Halinspektør Michael Lindved i Engesvang Fremads omklædningsrum. Her har man valgt en fotostat af Nou Camp i Barcelona.

Børn bliver klogere trin for trin

Ny bevægelses- og motoriktrappe ved Engesvang Hallen skal blandt andet gøre børnene kloge på tal og bogstaver
20. oktober 2019, 11.00

ENGESVANG Eleverne fra 3. årgang på Engesvang Skole løber op og ned ad trapperne på den nye bevægelses- og motoriktrappe ved hallen denne mandag formiddag.

Trappen er forsynet med røde og sorte bogstaver - vokaler og konsonanter. Samt tal fra taltabellerne. Det er deres lærer, Karina Krogh, der sætter børnene i sving.

- Nu skal I finde jeres yndlingstal, siger hun, hvorefter eleverne løber op og ned for at finde deres tal. Det er hårdt - og godt, synes eleverne.

- Det er meget sjovere end at have matematik og dansk på skolen, fortæller Mathilde Ørskov fra 3. R.

Og det er lige netop meningen. Det hedder »undervisning i bevægelse«.

- Man husker bedre, når man hopper rundt og bruger sin krop, fortæller Karina Krogh.


Malet dartskive

Det var halinspektør Michael Lindved, der spurgte Karina Krogh, om hun havde forslag til, hvordan trappen kunne se ud, hvis man skulle lære noget på den.

Det havde hun. Og resultatet blev, som det ser ud i dag. Og neden for trappen er der malet en forstørret dartskive med tal, som man kan smide risposer ned på.

Det var Michael Lindved, der fandt på det.

I dag bruger børnene trappen og dartskiven i forbindelse med matematik og danskundervisningen. Og ikke nok med det.

- De ser den også, når de skal til idræt uden for skoletiden. De bliver meget kloge, smiler Karina Krogh.

Det er nemlig sådan, at trappen ligger lige dér, hvor de fleste passerer, når de skal til hallen, hvis de ikke er i bil.

- Trappen skal forene byen og området ved hallen, siger Michael Lindved.

Der er handicapvenlig adgang til den dekorative trappe, som også kan bruges som tilskuertribune, når der er fodbold på stadion.

Bygge- og anlægsfonden og LAG har givet 450.000 kroner til trappen. Michael Lindved fortæller, at næste skridt er at lave en sti fra hallen til den kommende daginstitution. Den bliver formentlig lavet næste år.


Fototapet i omklædningsrum

Indenfor i de seks omklædningsrum er der også nyheder.

- Vi synes, borgerne skal have indflydelse på, hvordan det ser ud hernede, siger Michael Lindved.

Badmintonafdelingen lagde ud med at få sat et fototapet i storformat op på væggen i omklædningsrummet.

De øvrige afdelinger syntes, det så godt ud og fulgte trop.

Alle afdelinger har således fået lov til at bestemme, hvordan det skal se ud i lige netop deres omklædningsrum.


Ordet er dit



Mere Engesvang