Tip os log ind
FrivilligBørsen holdes i år 29. september i RemisenBrande. Billedet her er fra sidste års lokale børs.

Børsen flytter til efteråret

Den næste Frivilligbørs finder sted i slutningen af september
22. april 2016, 12.33

frivilligbørs Det bliver ikke i maj i år.

Tre gange har RemisenBrande lagt lokaler til FrivilligBørsen, og hver gang har datoen for arrangementet været i maj. Det laves der af praktiske grunde om på, så det i år bliver 29. september interesserede skal reservere i kalenderen.

Hvis du er en af dem, der tænker: »Hvad er det lige, sådan en frivilligbørs går ud på?«, så kommer der en ganske enkel forklaring her.

En frivilligbørs er et sted, hvor alle interesserede kan mødes en gang årligt og snakke om, hvad hver i sær enten selv mangler eller kan tilbyde, som andre kan have glæde af.

Hvis to deltagere bliver enige om, at de kan hjælpe hinanden med noget, så kan de indgå en »Børsaftale« om det. FrivilligBørsen har indtil videre været en stor succes med flere hundrede fremmødte hvert år siden 2013.

Mange af deltagerne har fået stor glæde af de aftaler, de fik lavet. På den måde er arrangementet også med til at bringe en masse mennesker sammen. Nogle af dem finder »guld« i form af ressourcer eller relationer, de aldrig havde drømt om fandtes lokalt. Det giver simpelthen god mening og styrker forhåbentligt det lokale sammenhold, når vi opdager nye og positive sider ved hinanden.


Skab noget sammen

Projektgruppen bag FrivilligBørs Ikast-Brande vil fremover satse på, at »Børsen« skal holdes i forbindelse med ugen sidst i september, hvor frivillighed markeres på landsplan. Deltagerne på FrivilligBørsen er som udgangspunkt foreninger, virksomheder, og institutioner.

Sidste år satte projektgruppen dog fokus på, at også enkeltpersoner er meget velkommen til at deltage. I år er der fokus på at fortælle, at ud over at give eller modtage noget på Børsen (du behøver ikke at tilbyde noget, for at kunne nyde godt af det de andre deltagere tilbyder), så kan du også efterlyse hjælp hos nogle, der vil være med til at skabe netop dit/jeres projekt.

Det kan for eksempel være hjælp til at udtænke og måske også udføre en idé, som du ikke helt magter på egen hånd (og her er det kun fantasien, der sætter grænser). Så husk at FrivilligBørsen både kan være stedet, hvor du finder forskellige ressourcer, indgår spændende relationer og hvor du finder den rette sparringspartner, der får dit projekt videre. Børsens motto er: sammen kan vi alt, og det passer helt fint med, at vi på Børsen i år har fokus på at skabe noget sammen.

Det er nødvendigt at tilmelde sig på FrivilligBørsens hjemmeside for at deltage. Projektgruppen vil inden for de nærmeste måneder melde ud, når muligheden for tilmelding åbner.


Ordet er dit