Tip os log ind
I weekenden sker forskellige aktiviteter rundt i hele kommunen i forbindelse med Frivillig Fredag og Kulturnat blandt andet her i Isenvad.
Foto: Jørn Deleuran

Byen har brug for kulturaktiviteter

Isenvad er en af de mange byer, som bakker op omkring den kommende Frivillig Fredag og Kulturnat
26. september 2019, 14.00

Ikast-Brande Når der på fredag og lørdag er Frivillig Fredag og Kulturnat flere steder i Ikast-Brande Kommune, så er Isenvad et af de steder, der er klar til at tage imod.

Søren Hansen står sammen med sin nabo Erik Kavin bag Kulturgruppen Isenvad, og de glæder sig til weekendens aktiviteter.

Fredag aften er der musikalsk caféaften med fællessang ved Bente Busk og underholdende indslag med de unge talenter Louise Jacobsen og Oliver Nelander. Aftenen afsluttes med koncert ved Rolf Heitmann.

Lørdag er der historisk byløb/gang med poster rundt om i byen med spørgsmål.

- Vi lægger stor vægt på, at der skal være noget for alle, og at det ikke skal koste noget, siger Søren Hansen om weekendens tilbud.

Ifølge Søren Hansen er det vigtigt for at by som Isenvad at støtte op omkring de kulturarrangementer, der sker i kommunen.

- Det ligger os noget på sinde, og det er nok ud fra et perspektiv om, at hvis man skal tiltrække nye indbyggere til sådan nogle landsbyer, skal der mere til end bare byggegrunde og fodboldbaner til. Der skal være nogle kulturaktiviteter. Vi skal vise, at her sker noget, siger han.

På spørgsmålet om, hvad Søren Hansen glæder sig mest til, svarer han:

- Det er altid spændende at se, hvor mange, der dukker op til sådan noget her. Vi håber på en god opbakning både fredag og lørdag.

Udover Isenvad sker der også en masse i Klovborg, Nørre Snede, Harrild Hede, Engesvang, Brande og Ikast.


Ordet er dit



Mere Isenvad