Tip os log ind
  • 1/: Borgmester Ib Lauritsen (V) kan konstatere, at han har et debatlystent byråd.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Fem mindre valgsteder lukker nu ned.
    Foto: Tom Laursen

Byråd splittet i debat om lukning af valgsteder

Resultatet blev at man fremover vil spare 180.000 ved at nedlægge valgsteder i Uhre, Drantum, Pårup, Agerskov, mens Hampen og Gludsted sammenlægges
13. marts 2018, 13.01

BYRÅD Det her var næsten historisk i Ikast-Brande Byråd - selv hvis man ser tilbage på tiden før kommunesammenlægningen i Ikast Byråd.

Avisens udsendte har gennem 37 dækket det politiske arbejde i byrådet, og det er formentlig aldrig sket før, at politikerne på tværs af partierne har været så splittet i et spørgsmål.

Det var tilfældet mandag aften, hvor man først havde et punkt på det lukkede møde - men valgte at overføre det til det åbne møde.

Og så blev katten sluppet ud af sækken.

Byrådet har nemlig med virkning fra i dag valgt at nedlægge fem valgsteder i kommunen.

Det er de fem mindste, og det kan spare op mod 180.000 kroner årligt.

Men det er en følelesladet sag - som man i det tidligere byråd valgte at lægge fra sig - som nu er dukket op igen.

Og som sagt - den sag splittede især Venstre.


Hvem stemte hvad?

Et flertal stemte ganske vist FOR at nedlægge valgstederne i Uhre, Drantum, Pårup, Agerskov og sammenlægge Hampen og Gludsted.

Men et mindretal bestående af Lars Lyhne (V), Brian Sigtenbjerggaard (V), Helle Mathiasen (V), Carl Jensen (V), Gert Bækgaard (V), Kirsten York Helms (K) og Lotte Stoltenborg (Fællesl.) stemte imod.

Heraf kan ses, at kun de socialdemokratiske medlemmer og Dansk Folkeparti var nået til enighed i gruppen, mens både Venstres, de konservatives og Fælleslistens gruppe er splittede i spørgsmålet.


Stålsat borgmester

Det blev en demonstration i, at borgmester Ib Lauritsen (V) er en stålsat herre, der både tillader en god debat, men også vil have en sag afsluttet.

Efter en laaang debat blev der nemlig spurgt om, hvorvidt sagen kunne udsættes eller løses på anden måde.

- Vi tager en afstemning i dag, det er op til det enkelte byrådsmedlem, hvad man vil stemme. Vi træffer en beslutning, og så bliver det ikke i min regeringstid, vi skal diskutere det her længere, sagde han.

Sagen er dukket op efter en evaluering og regnskab for det netop afviklede kommunalvalg. Her viser det sig overordnet, at man kan spare på blandt andet forplejning med karamellerne, annoncering, kaffe og småkager. Sammenholdt med lukning af de mindste valgsteder kan der opnås en årlig besparelse på næsten 400.000 kroner.


En lukket sag!

Hvorfor den sag i første omgang var sat på en lukket dagsorden er uvis. Det undrede både pressen og tilhørerne, der jo ikke havde nogen chance for at følge med i de medfølgende papirer.

En sag om lukning af valgsteder bør altid være en åben sag, som borgerne har mulighed for at orientere sig om og måske endda debattere - inden et byrådsmøde.

Så var der måske dukket flere op, som kunne overvære en ganske interessant holdningsdebat om nærdemokrati.

Vi bringer her et par udpluk, som belyser de mange holdninger i sagen.


Tid til at strikke trøjer

Carl Jensen (V): - Vi må kunne finde de besparelser ved valget andre steder. For eksempel diæter og aflønning. Jeg har hørt, at man nogle steder havde tid til at strikke trøjer under valget. Vi har stor geografisk spredning, og har brug for de små valgsteder.

Brian Sigtenbjerggaard (V): - Det har stor symbolsk værdi at bevare valgstederne. Vi sender et uheldigt signal. Det er trods alt kun en mindre besparelse.


Fejet af vejen

Lotte Stoltenborg (Fællesl.): - Jeg er i tvivl om, hvorvidt borgerne vil se det som en fornuftig besparelse, eller de små landsbyer føler sig fejet af vejen.

Frank Heidemann (S): - Vi står overfor besparelser på 30 millioner på driften, der vil gå ud over ældrepleje, skole og pasning. At lukke små valgsteder gør altså ikke så ondt, som det der kommer til at ske. Folk i landområderne er vant til at køre efter tingene, og så langt får de altså ikke til andre valgsteder.

Nærdemokratisk mente Heidemann, at man i stedet burde arbejde på at udvide byrådet til 25 medlemmer - uden ekstra udgifter.

Henrik Kraglund (Fællesl.): - Jeg står ved min beslutning i økonomiudvalget om at lukke fem valgsteder. Det er få, det går ud over.


Går ikke ud over varme hænder

Bo Sand Kristensen (DF): - Det her går ikke ud over varme hænder.

Frank Heidemann (S): - Hvis der er nogen, der har haft for god tid - så lad os da se på yderligere besparelser?

Henrik Engedahl (V): - Hvis man skal køre 10 kilometer for at stemme, møder man jo mange flere - og kan hygge sig med det.

Helle Mathiasen (V): - Find pengene et andet sted. Valget skal være en festdag - for alle.

Annette Mosegaard (K): - Det er ærgerligt, at vi skal være uenige i byrådet om dette.

Kirsten York Helms (K): - Vi har ikke råd til lukke de valgsteder. Der ligger en historisk dannelse i demokratiet og i at få så høj en valgdeltagelse som muligt.

Det blev Heinrich Rune (K) der på underfundig vis rundede debatten med denne salve:

- Vi har snakket nok. Det er småpenge, der handler om. Der er altså meget skrigen for den smule uld, som kællingen sagde, da hun klippede grisen.

Den lader vi stå lidt ...


Ordet er dit



Mere Politik