Tip os log ind
Ruten

Byvandring i midtbyen

Torsdag var arbejdsgruppe på byvandring i Ikast midtby
01. november 2019, 09.25

Ikast Som en del af det udviklingsarbejde med Ikast bymidte blev der torsdag arrangeret byvandring.

Turen startede ved Rådhuset og blev ført an af borgmester Ib Lauritsen (V) og udvalgsformand Henrik Engedahl (V) og med på turen var en flok borgere og repræsentanter for foreninger og organisationer fra Ikast.

Opdelt i fire hold spadserede arbejdsgruppen for udvikling af Ikast Bymidte fra punkt til punkt, startende på Torvet, gennem baggård og Strøgcenter til Bakkehuset, over de nye byggerier ved Smallegade med sidste stop på Sieferts Plads. Hvert stop havde fokus på at drøfte, hvordan man kan omsætte de visioner, og tilhørende mål, som byrådet før sommerferien fastlagde for Ikast og Brande bymidter.

Formålet med byvandringen var at indsamle lokal viden og input til den kommende udviklingsplan. Planen udarbejdes af ATRA Arkitekter i samarbejde med Ikast-Brande Kommune og arbejdsgruppen. Netop ATRA Arkitekter var ligeledes bagmændene bag turen og de spørgsmål, som der skulle findes svar på.

Spørgsmålene dækkede bredt, og arbejdsgruppen kom omkring indretning og brug af Torvet og Strøgcentret, brugen af parken bag Bakkehuset, de nye, store byggerier i bymidten og meget, meget mere. Til sidst mødtes holdene tilbage på Rådhuset og samlede svarene sammen i en livlig diskussion.

ATRA Arkitekter fik i hvert fald rigelig med information at tage med hjem til Holstebro til det videre arbejde med udviklingsplanen.

Næste møde i arbejdsgruppen er i slutningen af november, hvor der skal tænkes i konkrete udviklingsmuligheder for bymidten.

I januar afleveres den endelige udviklingsplan og herefter bliver hele processen gentaget for Brande bymidte.


Ordet er dit



Mere Ikast