Tip os log ind
Der lægges med en ny lokalplan op til, at centerområdet ved Vestergårdsvej i det nordvestlige Brande kan blive endnu større.
Foto: Flemming Thulstrup

Centerområde foran udvidelse

Ny lokalplan vil skabe muligheder for ny discountforretning og hotel
20. november 2018, 06.31

lokalplan Centerområdet ved Vestergårdsvej i den nordvestlige ende af Brande bliver formentlig endnu mere omfattende med flere forretninger.

Teknik- og Miljøudvalget har indstillet, at man sætter arbejdet i gang med et forslag til ny lokalplan samt tillæg til kommuneplanen i forbindelse med en henvendelse fra en projektudvikler, der tumler med store planer for området.

For det første er det planen at udvide den nuværende Rema 1000, men der er også planer om at etablere en ny dagligvareforretning i området, en vaskehal samt er mindre hotel i to etager.

Ud over den nuværende Rema 1000 omfatter centerområdet Jysk, Jem & Fix, Uno-X samt Euromaster.

Hvis projektet bliver gennemført, vil Brande i fremtiden på det nærmeste blive en tredelt by med selve hovedbyen, centerområdet mod nord samt Bestseller Tower & Village i den modsatte ende.

Den nye lokalplan åbner muligheden for, at den enkelte forretning kan blive større, end den nuværende lokalplan tillader, ligesom arealet for det udlagte centerområde bliver udvidet.

Der er allerede gisninger i gang angående navnet på den nye dagligvareforretning, men så vidt Herning Folkeblad erfarer vil det være en kæde, der i forvejen ikke er repræsenteret i Brande, så her er et kvalificeret gæt Netto, men det ligger på ingen måde fast.


Ordet er dit



Mere Brande