Tip os log ind
Ole Tranberg

Chefpolitiinspektørens parallelle virkelighed

Kritik af mediers og politilfolks vurdering af niveauet for kriminalitet i og omkring Kærshovedgård
08. december 2018, 07.49

LÆSERBREV DR MidtVest kørte 28/10 en række indslag omkring de forslag, som Socialdemokratiet offentliggjorde mandag 26/10, forslag der skulle afbøde nogle af de påvirkninger, som oprettelsen af Udrejsecenter Kærshovedgård(Uckhg) har vist sig at have i lokalområdet. Man tog udgangspunkt i en aktindsigt om anmeldte lovovertrædelser omkring Bording i en årrække fra 2014 og frem til oktober i år. Tallene viste, at der ikke var nogen tydelig forskel i antallet af anmeldelser fra tiden før centrets oprettelse til i dag, godt to år efter opstarten.

Det har ikke været muligt at få fremskaffet spørgsmålene der er blevet stillet i forespørgslen, og derfor fremgår den geografiske afgrænsning af det område hvor tallene stammer fra heller ikke, ligesom antallet af anmeldelser ikke er opdelt i kategorier. Så umiddelbart kan en nærmere undersøgelse af aktindsigten ikke foretages på dette grundlag. Men hvis vi skal videre herfra må vi tage opgørelsen til efterretning - og det er heller ikke det mest interessante i denne sammenhæng.


Tankevækkende politimand

Nej det mest tankevækkende ved dagens historie - at Uckhg ikke havde nogen påvirkning af antallet af anmeldelser - kom frem, da man havde kontaktet Chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Claus Hilborg(CH) til at kommentere på undersøgelsen. Han konstaterede - som tallene viste - at oprettelsen af Uckhg ikke havde medført en forøgelse af antallet af anmeldelser i området. Det var jo i sig selv ikke særligt opsigtsvækkende - at tallene kunne tolkes sådan - men det var den opfølgende konklusion derimod. Friskt og frejdigt sagde politimanden, at problemerne omkring centret primært var begrundet i nogle borgeres fremmedfrygt og den afledte følelsesmæssige utryghed. Der lød en hel serie af »klunk« i området herude efterhånden som underkæberne ramte bordkanten! Stilheden bredte sig da man ventede på den naturlige fortsættelse; at den tryghedsskabende opgave dybest set ikke var en politimæssig opgave, men skulle udføres af uddannede psykologer. Men her stoppede CH dog sig selv - journalisterne gjorde det ikke. Måske kom han i tanke om, at han for et års tid siden dianogstiserede en del af os som lidende af »flertalsmisforståelser«, og at der umiddelbart herefter var to tilfælde tæt på centret, hvor personer af fremmed herkomst forsøgte at stoppe og bryde ind i forbipasserende biler.

Nu kan statistik være mange ting, og tolkningerne heraf endnu flere. BT havde 19/10 en artikel, hvor Ole Henriksen, politiinspektør og leder af lokalpolitiet i


Uomtvisteligt

Midt- og Vestjyllands Politi, siger:

»Det er uomtvisteligt, at der i forbindelse med oprettelsen af Udrejsecenter Kærshovedgård er sket en stigning i antallet af sigtelser i området. Tallene taler jo deres eget sprog.«

Han tilføjer:

»Det er klart, at det giver anledning til bekymring i lokalsamfundet. Beboerne på Kærshovedgård har ingen indkomst, og de har ikke noget at miste. Om de sidder på Kærshovedgård eller bliver straffet på anden vis, ser nogle af dem ikke den store forskel på.«

CH taler om anmeldelser og Ole Henriksen taler om sigtelser. Anmeldelser kan i denne forbindelse være alt muligt, og en anmeldelse betyder ikke, at der nødvendigvis er foregåét noget kriminelt. Men 85 sigtelser mod beboere på Uckhg er altså sikre, identificerbare kriminelle handlinger, der er efterforsket, opklaret og videresendt til anklagemyndigheden. Og de 85 sigtelser for kriminalitet, der er foregået både på og udenfor centret, havde selvsagt ikke fundet sted, hvis ikke Uckhg havde ligget, hvor det ligger. Så selvom CH har flest stjerner på skuldrene, og han derfor ifølge etatens logik har ret, holder hans udtalelser ikke.


Truede med kniv

Der har siden Uckhg's opstart været adskillige episoder - af forskellig karakter - udenfor centret hvor beboere herfra har været involverede. Senest i september, hvor en borger i Bording observerede en person som gik rundt i carporten. Da husejeren ville vise personen - som siden viste sig at være beboer på Uckhg - væk fra matriklen, truede beboeren fra centret med en kniv. Beboeren blev efterfølgende identificeret og sigtet. Der skete ikke noget - denne gang - men hvis forholdene ikke ændres bliver det ikke ved med at være tilfældet. Det kan godt være, at for CH har det været en »helt normal dag på kontoret«, men det er det altså ikke for folk i Bording, og det skal det helst heller ikke blive!

At CH ikke tager sådan en episode med i sine overvejelser, inden han øser hele sin livserfaring ud over sendefladen, er simpelthen uforståeligt! Og når han kategoriserer utrygheden som en psykotisk tilstand, træder han også på de ansatte ved Arriva og i byens butikker, der har oplevelser med beboere fra Uckhg, som har resulteret i sygemeldinger og psykologsamtaler. Ligesom han samtidig i den grad lægger gift ud for tilliden fra lokalsamfundets side til ledelsen af Midt- og Vestjyllands Politi.

Hvad ærindet er med denne arrogante nedvurdering, ved CH bedst selv, men man kunne have ham mistænkt for, at i stedet for at gøre politikerne opmærksomme på problemerne og det umulige i at politiet skal være alle steder hele tiden, ja så vælger han at skyde budbringerne af de dårlige tidninger - i dette tilfælde de kritiske borgere i lokalsamfundet. Kriminalforsorgen gjorde noget lignende da man ofrede den tidligere leder på centret, da han åbent gav udtryk for sine bekymringer for udviklingen.


»Historien« bliver ikke korrigeret

Og så er vi fremme ved det mest bekymrende ved hele historien. Een ting er at DR's journalister mener de har »breaking news« og i den forbindelse sætter den kritiske sans på pause. En anden ting er at historien ikke bliver korrigeret og nu har fået sit eget liv, hvor landsdækkende medier ukritisk viderebringer konklusionen - ingen øgning af kriminaliteten - og hvor den er blevet en fastslået kendsgerning i debatten om oprettelsen af det nye udrejsecenter på Lindholm. Nej, set fra en lokal synsvinkel er det dybt bekymrende, at det er Chefpolitiinspektøren som skal stå for afrapporteringen til politikerne omkring udviklingen omkring Uckhg. Kan man stole på de får de rigtige oplysninger fra en embedsmand, der så tydeligt lever i en virkelighed vi andre ikke kan genkende? Kan man det?


Ordet er dit



Mere Debat