Tip os log ind
Steen Hebsgaard har truffet det svære valg - at udforske pensionist-tilværelsen.

Chefredaktøren i Ikast-Brande går på pension

Steen Hebsgaard går på pension 1. februar efter 38 års arbejde i Ikast og omegn
10. oktober 2018, 11.40

PENSION Mediehuset Ikast-Brande, der tæller både redaktionen på Ikast Avis og Herning Folkeblads Ikast-Brande redaktion, skal have ny redaktør.

Steen Hebsgaard, der har fungeret som chefredaktør på Ikast Avis de seneste 25 år og de senere år også som egnsredaktør for Herning Folkeblad i Ikast-Brande, har besluttet at gå på pension med udgangen af januar.

- Det har absolut ikke været nogen nem beslutning. Jeg har overvejet det gennem et stykke tid og er nået til den konklusion, at det skal være nu, siger Steen Hebs- gaard, der kom til Ikast i 1981 og begyndte som journalist på Herning Folkeblads lokalredaktion.

For 12 år siden indledte I.B Medier et generationsskifte med Mediehuset Herning Folkeblad, og Steen Hebsgaard har de seneste halvandet år også fungeret som leder af den fælles redaktion, der nu hedder Mediehuset Ikast-Brande og har domicil på Strøget 40 i Ikast.


Fantastiske år

- Det har været nogle fantastiske år. Det var egentlig min ambition, at det skulle være midlertidigt. Men vi forelskede os i byen og egnen og var glad for vores arbejde. Og det kom aldrig siden på tale at flytte andre steder hen. Mediebranchen undergår en transformation i disse år med den digitale udvikling, og Mediehusene Midtjylland er helt fremme i skoene her. At være en del af den satsning har været spændende og udfordrende - og ikke mindst lærerigt, siger Steen Hebsgaard, der fyldte 65 år i sommer.


Ny redaktør fra årsskiftet

Efter efterårsferien slås den nye stilling som Ikast-Brande-redaktør op.

Fra 1. januar får den nye redaktør det redaktionelle ansvar for mediehusets aktiviteter i hele Ikast-Brande Kommune med reference til chefredaktør Vibeke Larsen, Herning Folkeblad.

Alex Nielsen, koncerndirektør og ansvarshavende chefredaktør i Mediehusene Midtjylland, forklarer:

- Alt forbliver lokalt i Ikast med egen ledelse og under eget tag, idet alle medarbejderne i det nuværende I.B Medier flytter ind i nye lokaler i Ikast, men på samme adresse. Dermed kommer alle på redaktionen til at sidde tæt sammen - præcis som det er sket på andre af koncernens lokale redaktioner i eksempelvis Vildbjerg, Kjellerup og Ry, siger han.


Ordet er dit



Mere Navne