Tip os log ind

Computerspil gentænkes til Kulturnatten

Lokal fædregruppe og Ikast Brande eSport er gået sammen om at skabe et anderledes gamingevent til kulturnatten
27. september 2017, 08.15

IKAST Håbet er, at unge som gamle gentænker de fordomme, de må have om computerspil og dem der spiller.

Pizza, burgere og cola bliver der ikke noget af. Og at sidde alene i et lille værelse bliver heller ikke muligt, når der er åben Gaming Night i fælleshuset, Islandsgade 3. I stedet vil der blive serveret sunde alternativer, så koncentrationen kan vare længst muligt.

Det er den lokale fædregruppe fra området omkring Sønderparken og Jyllandsgade, der er gået sammen med Ikast Brande eSport om at bidrage til kulturnatten. - Vi vil indrette fælleshuset med forskellige hyggekroge, hvor der i hver krog vil være computerspil, fortæller Henrik Rasmussen fra Sønderparken, der er en af de frivillige fædre.

- Vi håber, at de unge tager deres forældre eller bedsteforældre med, så de kan få fælles spiloplevelser, og de voksne kan få brudt med nogle af de fordomme, som de måske har med computerspil.

Formand for Ikast Brande eSport, Dennis Sørensen, håber også, at arrangementet kan give nye øjne på en spilkultur, der ofte er karakteriseret som asocial: - Computerspil kan også have en sund profil, når det drejer sig om social og psykisk sundhed.

Med støtte fra Ikast Brandes Kultur og Fritidsudvalg, samt et bidrag fra Altibox er det blevet muligt at lave det bedst mulige program. Der vil være mange forskellige computere og spil, så der er noget for alle typer af interesserede.

Dørene åbner kl. 16.00 og lukker først igen kl. 22.00.


Ordet er dit