Tip os log ind
  • 1/: Den store metaldetektor har bippet og stedet undersøges nærmere med en mindre af far og søn Morten og Daniel Thomsen.?
  • 1/: Det er blevet til mange ti'ere, - foreløbig 44 af slagsen for skattejægeren fra Ikast, Daniel Thomsen på fem år.
    Foto: Laila Kempel
  • 1/: Daniel Thomsen er efterhånden en erfaren skattejæger, der ved præcist, hvad der skal gøres, når det bipper.
  • 1/: Favoritten af de ikke gangbare mønter er denne store og gyldne to-krone fra 1925.
  • 1/: Far har spaden i jorden, mens sønnike har styr på bipperen.
    Foto: Laila Kempel
  • 1/: Blandt metalfundene var også en gammel pepsi-kapsel, da læsedrikken kom i glasflasker med skruelåg.?
  • 1/: Der er stor forskel på metallegeringen af mønter. Den ældste fra 1892 og de følgende fra tyverne, mens de yngste, (th) fra 50'erne er i dårligste forfatning efter årene i jorden.
    Foto: Laila Kempel
  • 1/: Dagens skrald: En læbestift og lidt metalstumper.
    Foto: Laila Kempel

Daniel Thomsen er en rigtig skattejæger

Fem-årige Ikast-knægt har sammen med sin far fundet 440 kroner i gangbare mønter - men også gamle mønter helt tilbage fra 1892
24. juli 2019, 14.11

Ikast Han er bare fem år, men en garvet guldgraver, der sætter pris på de fund, han gør sammen med sin far.

Daniel Thomsen fra Ikast elsker at bruge tid sammen med sin far Morten Thomsen, der hellere end gerne - når tiden tillader det - pakker metaldetektoren i bilen og kører af sted med sønnen.

I øjeblikket er de to generationer i gang med finkæmme den grønne festplads ved Bakkehuset i Ikast, hvor de har fundet mønter for 440 kroner i gangbar valuta.

Daniel sparer nemlig sammen til en »Rema1000 kroners seddel« , som han forklarer det.

Foreløbig bliver småmønterne omsat til 10-kroner, der nøje samles sammen og i nattetimerne gemmes under hovedpuden, så ingen i nattens mulm og mørke stjæler »guldet« fra ham.


Numre i fundet

Den hvide metaldektor hører ikke til i den billige ende, og allerede når den bipper, kommer der et tal frem på displayet, der giver en indikation af, hvad der gemmer sig i mulden.

- Når den siger 81, så er det med garanti en 10'er, siger Morten Thomsen, der også ved, at 61 ofte er dåseringe, mens tallet 91 skærper nysgerrig-heden.

- Jo højere tallet er, jo renere er metallet, der gemmer sig, forklarer han.

I princippet kunne det være guld - men på festpladsen, hvor Ikast Musikliv netop har optaget græsplænen, er det ofte 25- og 50-øre, der dukker op, når tallet tikker op, og spaden har været i jorden.

- De må have en god legering, forklarer Morten Thomsen.

Oprindelig startede skattejagten på Bakkehusplænen, fordi en bekendt havde spurgt om muligheden for at afsøge området, hvor han havde tabt en ring.

Den har far- og søn stadig til gode at finde.


Pepsilåg og læbestift

Til gengæld fandt de i løbet af et par dage mange andre ting.

Sønnen har fået sparegrisen fyldt op, men som Daniel Thomsen forklarer:

- Der er også masser af skrald, siger han nøgtern og demonstrerer på fornemste vis, hvordan formiddagens jagt også har resulteret i en fladmast læbestift, et par kapsler - en enkelt af ældre dato, da Pepsi kom i glasflasker med skruelåg, en bukseknap, andre metalstumper og en 20 cents (euromønt).

- Den kan man i alt fald bruge i lufthavnen, konstaterer Daniel Thomsen.

Som skattejæger kan man være heldig, men der følger også en forpligtigelse til at tage det skrald med, der dukker op af jorden.

Tre store fem-liters spande er fyldt op med metalaffald, der har tricket familiens metaldetektor.


Penge, der ikke du'r

Udover en nyvundet rigdom, så har Daniel Thomasen også fået sig nogle penge, der ikke virker.

Han tager forsigtig låget af en lille plastikæske.

- Kan du se alle de her gamle mønter. Dem kan man ikke bruge mere, så dem deler jeg med min far, forklarer Daniel Thomsen, der har en klar favorit blandt samlingen, der indeholder en ældre metalknap, en del til et smykke og gamle mønter helt tilbage fra 1892.

Favoritten er en gylden og forholdvis stor 2-krone fra 1925.

Siden parret begyndte at afsøge plænen er Morten Thomsen blevet klogere. Han undrede sig over de gamle mønter, der dukkede op, når de minutiøst vandrede frem og tilbage.


Byens cirkusplads

Jeg har fået fortalt, at det er en gammel cirkusplads, - og så kan jeg ikke lade være med at fundere over to-kronen, der i 1925 har været rigtig meget værd. Hvis timelønnen var to-øre i timen, så repræsenterer den jo 100 timers hårdt arbejde, og det må have været mange penge at miste, siger Morten Thomsen.

Guldskattens mange mønter taler også sit tydelige sprog om kvaliteten af det metal, der er blevet brugt i de forskellige generationer.

De ældste mønter har klaret sig rimeligt efter de mange år i jorden, mens mønterne fra 50'erne er af en betydelig dårlige legering, og som sådan noget medtaget efter årene i mulden sammenlignet med de ældste fund.

- En gammel knap er sammen med en svensk 10-øre belagt med en sølvlegering, der ikke har de store skader efter at have ligget begravet i midten af Ikast.


Slik for en tus'

De gangbare mønter ryger direkte i Daniels sparekasse, hvor målet som sagt er en Rema1000 kroners seddel. Spørgsmålet er så bare, hvad de mange penge skal bruges til.

- Jeg tror, jeg vil købe slik for dem, siger han ganske velovervejet klar til næste udfordring.

Forude venter en sommerudflugt til Ringkøbing. Med metaldetektoren i bagagerummet, selvfølgelig.



Ordet er dit



Mere Fritid